Dansk Sejlunion opruster med to nye administrative medarbejdere

Med to nye ansættelser styrker Dansk Sejlunion den daglige drift bredt i organisationen.

Senest ajourført d. 9. februar 2026

Dansk Sejlunion har indledt året med en styrkelse af organisationen og byder velkommen til to nye medarbejdere i sekretariatet. Bettina Pyndt er ansat som direktionsassistent og havde første arbejdsdag 2. januar, mens Amalie Møller Petersen tiltræder som ny elite- og talentkoordinator pr. 1. februar.

Bettina Pyndt kommer fra en stilling som administrativ medarbejder i Køge kommune, men er i øvrigt et velkendt navn i Dansk Sejlunion. Hun har tidligere været ansat som elitekoordinator fra 2007 til 2011 og arbejdede også dengang tæt sammen med Anders Kristensen. Derfor var beslutningen om at vende retur til organisationen også naturlig.

– Det er fantastisk at være tilbage. Der er tidligere kollegaer og nye ansigter - alle har taget så godt imod mig. Jeg glæder mig til at tage fat på alle de forskellige opgaver samt at bidrage til det gode samarbejde i organisationen, siger Bettina Pyndt.

Også direktør Anders Kristensen glæder sig over samarbejdet:

– Bettina kender både mig, organisationen og sejlsporten fra tidligere, og hun kommer med en stærk erfaring og forståelse for drift og struktur. Det giver et rigtig godt afsæt for vores samarbejde, siger Anders Kristensen.

Styrket administrativt fokus i elite- og talentarbejdet

I Elite- og Talentafdelingen har man søgt en koordinator på deltid, som skal støtte sportschef Peter Hansen i det administrative arbejde.

Valget faldt på 45-årige Amalie Møller Petersen, der kommer med erfaring inden for koordinering, struktur og organisatorisk understøttelse. Dermed bringer hun vigtige kompetencer ind i arbejdet omkring talent- og elitesatsningen.

– Med Amalie får vi tilført vigtige ressourcer til at understøtte den daglige drift i elite- og talentarbejdet. Det giver bedre sammenhæng, struktur og overblik og dermed endnu bedre rammer for både sejlere og trænere, siger sportschef Peter Hansen.

Amalie Møller Petersen havde første arbejdsdag den 2. februar og ser frem til at tage fat på opgaverne i tæt samarbejde med sejlere, trænere og administration.

– Det er superfedt at være blevet en del af et miljø, hvor ambitionerne er høje, og hvor mange mennesker arbejder sammen om at skabe resultater på vandet. Min opgave bliver at få de praktiske og administrative ting til at glide, så sejlere og trænere kan fokusere på det, de er bedst til. Det glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med, siger Amalie Møller Petersen.

Dansk Sejlunion byder Bettina Pyndt og Amalie Møller Petersen varmt velkommen på holdet.

 

Rul til toppen