Europæiske sejlforbund fulgte World Sailings neutralitetslinje om Rusland
Dansk Sejlunion stemte for fortsat udelukkelse af russiske og belarusiske sejlere, men et flertal i EuroSaf valgte at følge World Sailings model for neutral deltagelse.
Dansk Sejlunion stemte for fortsat udelukkelse af russiske og belarusiske sejlere, men et flertal i EuroSaf valgte at følge World Sailings model for neutral deltagelse.
Sammen med 13 andre nationer stemte Dansk Sejlunion i weekenden for fortsat total udelukkelse af russiske og belarusiske sejlere i europæiske konkurrencer. Afstemningen fandt sted, da de europæiske sejlforbund var samlet til generalforsamling i EuroSaf lørdag.
24 af de 38 medlemsforbund valgte dog at følge World Sailings nuværende linje. Det betyder, at sejlere fra Rusland og Belarus nu kan deltage som neutrale atleter uden flag og nationale symboler og under visse forudsætninger til mesterskaber på europæisk grund.
Selvom ingen nationer stemte for fuld inkludering af Rusland eller Belarus, havde Dansk Sejlunion gerne set et andet resultat.
– Vi kan leve med udfaldet, men det er ikke optimalt. Vi havde helst set en tydeligere opbakning til fortsat udelukkelse, så længe krigen i Ukraine fortsætter, siger Dansk Sejlunions direktør, Anders Kristensen.
Dansk Sejlunion arbejdede op til og under generalforsamlingen tæt sammen med de øvrige nordiske lande for at samle støtte til fortsat udelukkelse. Desværre uden held.
Resultatet lægger sig dermed i slipstrømmen af en bredere udvikling i international idræt, hvor flere sportsgrene gradvist åbner for russisk deltagelse under mere eller mindre neutrale vilkår.
– Vi spiller efter demokratiets regler, så selvom vi er uenige i udfaldet, respekterer vi generalforsamlingens beslutninger. Det kan ikke være anderledes, afslutter Anders Kristensen.