Information om kommende prøvekrav til fritidssejladsprøver

Vi modtager i øjeblikket mange henvendelser vedrørende de nye prøvekrav til duelighed og speedbåd. Her har vi samlet den information, vi på nuværende tidspunkt har mulighed for at dele.

Senest ajourført d. 25. september 2026

Vi modtager i øjeblikket mange spørgsmål om de kommende ændringer af prøvekravene til duelighedsbevis, speedbådsbevis og yachtskipperbevis.

Søfartsstyrelsen har bedt os vente med at offentliggøre oplæggene til de nye prøvekrav samt nærmere detaljer, men nedenfor har vi samlet den information, vi på nuværende tidspunkt har mulighed for at dele.

Mere præcise detaljer følger, så snart informationen om de nye krav frigives af Søfartsstyrelsen.

Status på de nye prøvekrav

De nye prøvekrav blev endeligt fastlagt før sommerferien.

Prøvekravene er imidlertid afhængige af en tilhørende bekendtgørelse, som skal i offentlig høring, før de kan træde endeligt i kraft.

Denne proces har taget længere tid end forventet, og bekendtgørelsen er på nuværende tidspunkt endnu ikke sendt i høring, og Søfartsstyrelsen har endnu ikke oplyst os om den endelige tidsplan for høringsprocessen.

Efter prøvekravene blev fastlagt, offentliggjorde vi information om de overordnede ændringer. Søfartsstyrelsen anmodede os efterfølgende om at fjerne denne information, indtil deres officielle kommunikation foreligger. Derfor afventer vi fortsat både høringen og tilladelse til at offentliggøre de endelige prøvekrav.

Forventet ikrafttrædelse

Det har hele vejen været Søfartsstyrelsens intention, at de nye prøvekrav skulle træde i kraft den 1. januar 2027.

Datoen afhænger dog af den kommende bekendtgørelse og den efterfølgende proces.

Vi har uden held forsøgt at presse på for en længere periode fra prøvekravene meldes ud til de træder i kraft, så alle interessenter får mulighed for at gennemføre de nødvendige tilpasninger af prøver og undervisning.

Da vi ønsker at kommunikere korrekt og ikke skabe yderligere forvirring, afventer vi nu en officiel bekræftelse, før vi melder en endelig ikrafttrædelsesdato ud.

Hvad kan vi dele allerede nu?

Der forventes en fælles grundlæggende teoriprøve, som skal være bestået, før man kan gå til den praktiske prøve. Dette er et krav fastlagt af Søfartsstyrelsen som led i etableringen af en fælles teoriprøve for:

  • Duelighedsbevis

  • Speedbådsbevis

  • Vandscooterbevis

Den grundlæggende teoriprøve vil gennem Dansk Sejlunion udelukkende afholdes som onlineprøve.

Det betyder samtidig, at det ikke vil være muligt at afholde den praktiske prøve uden først at have bestået den grundlæggende teoretiske prøve.

Den praktiske prøve vil desuden indeholde mere fartøjsspecifikt teoristof samt en mindre opgave i sejladsplanlægning sammenlignet med den, der findes i dag.

Kommer der nyt pensum?

Det er vigtigt at understrege, at vi som udgangspunkt ikke forventer, at der bliver tilføjet nyt fagligt stof til uddannelserne.

Den undervisning, som gennemføres i dag, forventes fortsat at dække de nødvendige kompetencer. Ændringerne handler primært om prøvernes struktur og opbygning samt om skærpede prøvekrav på enkelte områder, særligt i forbindelse med speedbådsprøven.

Overgangsordninger

Vi er opmærksomme på, at de kommende ændringer får betydning for mange af de nuværende undervisningsforløb.

Vi har løbende gjort Søfartsstyrelsen opmærksom på de udfordringer og bekymringer, som I har rejst, herunder de konsekvenser den nye rækkefølge mellem teori og praktik kan få.

Vi søger fortsat at få svar på, hvordan overgangsordningerne kommer til at blive for dem, der har taget den ene prøve under den nuværende ordning og den anden prøve under den nye ordning.

Søfartsstyrelsen har forsikret os om, at disse sejlere ikke vil komme i klemme.

Hvad sker der nu?

Den 6. oktober afholdt vi møde med Søfartsstyrelsen om de kommende prøvekrav og overgangsordning.

På mødet blev tidspunktet for ikrafttrædelsen af de nye prøvekrav drøftet, herunder muligheden for at udskyde ikrafttrædelsen til den 1. januar 2028. Formålet med en udsættelse er at sikre, at igangsatte undervisningsforløb og prøveforløb kan afsluttes efter de nuværende regler, samtidig med at alle får tilstrækkelig tid til at forberede undervisning og prøver i overensstemmelse med de nye krav.

Søfartsstyrelsen præsenterede et udkast til en overgangsordning, men der var bred enighed om, at den foreslåede model ville være administrativt tung for prøveudbyderne og vanskelig at håndtere i praksis for censorerne. Der blev derfor drøftet alternative løsninger, som Søfartsstyrelsen nu vil undersøge nærmere. 

Løbende information

Så snart de endelige prøvekrav og yderligere information om prøver, overgangsordning og ikrafttrædelse kan offentliggøres, informerer vi jer straks.

Vi vil samtidig udarbejde beskrivelser af de nye prøvekrav i et pædagogisk og let forståeligt sprog, så de nye prøvekrav bliver så enkle som muligt at anvende i praksis.

Vi takker for jeres store interesse og de mange input, vi modtager. De erfaringer og perspektiver, som I bidrager med, er vigtige og indgår i vores løbende dialog med Søfartsstyrelsen.

Målet er, at de nye prøvekrav implementeres på en måde, der fortsat understøtter det stærke uddannelsesarbejde, der allerede foregår i sejlklubber, sejlerskoler, efterskoler, højskoler og aftenskoler.