Jørn Duffy Villumsen hædres med Dansk Sejlunions guldnål

Gennem sit store engagement i sejlerskolerne har Jørn Duffy Villumsen været med til at forme generationer af danske sejlere. For det blev han i weekenden hædret med Dansk Sejlunions Guldnål.

Senest ajourført d. 21. marts 2026

På Dansk Sejlunions generalforsamling blev Jørn Villumsen – bedre kendt som Duffy – hædret med unionens guldnål for sin mangeårige og markante indsats for sejlerskolerne i Danmark.

Gennem årtier har Duffy været en central skikkelse i arbejdet med at udvikle sejlerskoleundervisningen og styrke kvaliteten i uddannelsen af nye sejlere. For ham handler undervisning ikke om blot at overføre viden, men om at vække nysgerrighed og give sejlere mod til at tage næste skridt på vandet.

Derfor var der heller ingen tvivl om, at han fortjente Dansk Sejlunions hæderstegn, siger Jens Rask, Dansk Sejlunions formand:

– Duffy har haft et helt særligt fokus på den danske sejlerskole. Ikke bare som et sted, hvor man tager et kursus eller består en prøve, men som et sted, hvor man lærer sejlads i bred forstand og udvikler sig til en kompetent sejler, og hvor forståelse, færdigheder og glæden ved at sejle vokser sammen.

Har formet generationer af sejlere

Mange danske sejlere har ikke blot mødt Duffy gennem hans undervisning, men også gennem hans bøger. Ikke mindst Duelighedsbogen, der i mange år har været en fast ledsager for sejlere på vej mod deres første erfaringer på vandet.

Samtidig har han gennem sit arbejde med Dansk Sejlunion været med til at udvikle og styrke kvaliteten af prøver og uddannelser i sejlerskolerne på tværs af klubber.

Uanset hvad han har arbejdet med, har ét princip stået klart gennem hele hans virke: Det skal være fagligheden – ikke formuleringen af spørgsmålene – der afgør, om en sejler består.

Med sin faglighed, nysgerrighed og evne til at inspirere har Duffy sat et tydeligt aftryk på sejlerskolerne og været med til at løfte niveauet i dansk sejlerskoleundervisning.

Derfor var det en stor ære at kunne overrække ham guldnålen.

Jørn Duffy Villumsen havde desværre ikke mulighed for at være til stede ved generalforsamlingen, men deltog i stedet via en videohilsen.

Rul til toppen