To danske VM-bronzemedaljer på stor finaledag
Anna Munch og Johan Søe sikrede lørdag Danmark to VM-bronzemedaljer i henholdsvis ILCA 6 og iQFOiL.
Anna Munch og Johan Søe sikrede lørdag Danmark to VM-bronzemedaljer i henholdsvis ILCA 6 og iQFOiL.
Det blev en stor dansk finaledag lørdag, da både Anna Munch og Johan Søe sejlede sig til bronze ved verdensmesterskaberne i ILCA 6 og iQFOiL.
I Dún Laoghaire i Irland gik Anna Munch, Aarhus Sejlklub, ind til finaledagen som nummer tre efter en uge, hvor hun havde været med helt fremme i et felt med verdens bedste ILCA 6-sejlere.
Hun holdt fast i medaljeplaceringen gennem de afgørende to finalesejladser og kunne efter sidste sejlads juble over VM-bronze.
Og glæden var ikke til at tage fejl af bagefter.
– Jeg har aldrig prøvet noget lignende i mit liv! Der var puls 300 hele vejen igennem, og så skal man også tage beslutninger imens. Der var bare sygt mange både, og de sejlede hurtigt. Det er så sindssygt. Fuck, hvor er det fedt.
Mens Anna Munch og træner Piotr Wojewski sikrede bronzen i Irland, udspillede der sig et regulært finaledrama ved iQFOiL-VM i Weymouth.
Johan Søe, Århus Windsurfing Klub & SurfHorsens, havde afsluttet kvalifikationen på tredjepladsen, blot ét point fra andenpladsen, der havde givet direkte adgang til Grand Final. I stedet skulle han gennem semifinalen.
Her sluttede han i første omgang som nummer tre og så dermed ud til at være ude af medaljekampen. Men semifinalen skulle sejles om, efter en restart ikke var blevet gennemført korrekt.
Den anden chance greb Johan Søe til fulde. Han blev nummer to i den nye semifinale og sikrede sig dermed en plads videre i Grand Final.
Her blev det tæt. Meget tæt.
I den afgørende kamp om bronzen stod Johan Søe over for franske Nicolas Goyard. Danskeren var sidst ud af gaten, men på anden omgang opstod muligheden for at komme tilbage.
– VM-bronze er så sindssygt fedt. Det var et vanvittigt race. Særligt slutningen på Grand Final mod Goyard.
Søe og Goyard kom tæt på hinanden omkring topmærket, og derfra udviklede det sig til en direkte duel.
– Goyard var foran, men jeg kunne se, at han havde sådan lidt Bambi-ben i sidste vending. Så jeg gik bare all in. Vandet var helt skvulpet, og mit setup var måske ikke perfekt til det, men jeg holdt bare på. Så ramte han vandet til allersidst, og jeg kom lige præcis foran. Det var vanvittigt!
For Danmark blev facit på finaledagen dermed to VM-bronzemedaljer.
For begge sejlere var det karrierens hidtil bedste resultat, og for Johan Søe tilmed den anden store internationale mesterskabsmedalje på få måneder.