Kite Foil

Kiteboard

30. maj 2022

Specifikationer

Board: ca. 130-134 cm langt og ca. 40cm bredt

Kites: 7–25 m2, afhængig af vejrforhold

Designet: løbende udvikling

Kitefoil er den hurtigste disciplin blandt alle de olympiske sejlsportsklasser. Kitefoil får debut på den olympiske scene under legene i Paris2024 med en klasse for henholdsvis kvinder og mænd. Det er første gang kiteboarding er på det olympiske program og rummer derved en vis fornyelse af sporten.

Kitefoil har ikke kun markeret sig på det olympiske sejlsportsprogram. De klassiske sejlsportsrekorder herhjemme, Fyn Rundt og Sjælland Rundt, som ellers har været forbeholdt hurtiggående flerskrogsbåde, er blevet taget af danske kitefoilere i de senere år.

Klassen er særdeles teknisk og kræver lynhurtige reaktioner. Topfarten op mod vinden (kryds) er i konkurrencesammenhæng ca. 40-45 km/t og med vinden (downwind) op mod 60-70 km/t.

Kitefoil-klassen er en udviklingsklasse, hvor nyt grej og nye producenter godkendes for hver olympisk cyklys. Deltagerne kan frit vælge mellem godkendt grej, afhængig af atletens vægt og tekniske præferencer. Til OL må deltageren alene registrere 1 bestemt foil og 4 kites i forskellige størrelser. 

Danske topsejlere

Da klassen er helt ny i OL-sammenhæng, har Danmark endnu ingen tidligere OL-sejlere i denne disciplin.

Til gengæld har Danmark taget adskillige VM guldmedaljer i Kitefoil klassen i aldersgruppen Master (+35) og Grandmaster (+45) ved James Johnsen, men ingen har endnu markeret sig med overalt placeringer i toppen på VM niveau.

I de senere år er yngre kræfter kommet til ved fætrene Emil, Johan og Asger Beckett, som alle er repræsenteret på Udviklingslandsholdet.

Danmark har pt. alene aktive mandlige atleter på Udviklingslandsholdet.

Rul til toppen