Nacra17

Mixed foilende katamaran

18. juni 2021

Specifikationer

Længde: 525 cm    
Bredde: 259 cm    
Totalvægt: 142 kg    
Storsejl: 14,45 m2
Forsejl: 4,0 m2
Gennaker: 18,5 m2
Besætning: To personer
Designet i år: 2011
Designet af: Morrelli & Melvin

 

Nacra 17 er en relativt nyudviklet katamaran (to skrog), der blev lanceret frem mod OL i Rio 2016. Siden OL er den videreudviklet til en fuldt foilende båd, hvor begge skrog hæver sig fri af vandet. Det er et spektakulært syn, når Nacra’en med sine foils nærmest svæver hen over bølgerne med en fart på op til 55 km/t.

Nacra'en sejles som mixklasse, og der ligger en del taktiske overvejelser i rollefordelingen mellem kvinden og manden. Fordi mænd som udgangspunkt er fysisk stærkere, kan det være en fordel med en kvindelig styrmand og mandlig gast, så det er manden, der bl.a. sætter spileren og får båden til sejle stærkt.

Danmark har en lang tradition for katamaran-sejlads, og Nacra'en er således en klasse, som dansk sejlsport har satset målrettet på, siden den blev introduceret i 2014. Hidtil bedste danske Nacra-resultat er VM-sølv til Anette Viborg og Allan Nørregaard i 2016.

Senere har Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck været den førende danske båd med bl.a. EM-bronze i 2018 og 19 samt en fjerdeplads ved OL under Tokyo2020.

Til OL2024 i Paris er det Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskov, der repræsenterer Danmark.

Danske OL-deltagere

  • 2024 - Natacha Saouma-Pedersen & Mathias Bruun Borreskov
  • 2020 - Lin Ea Cenholt & Christian Peter Lübeck, 4. plads
  • 2016 - Allan Nørregaard & Anette Viborg, 12. plads
Rul til toppen