Relationen

Relationen er essentielt for trivsel og alt sportspsykologisk arbejde. Sørg for at være nysgerrig og se hele mennesket, ikke kun atleten.

Senest ajurført d.9. november 2021

Hvilken aldersgruppe egner dette redskab sig til?

Til alle aldersgrupper. Alle, trænere som sejlere, bør prioritere tid til at tale sammen, også på tomandshånd.

At "snakke sammen"

Det første redskab er at ”snakke sammen”. I arbejdet med alle de følgende redskaber er det fundamentalt at kunne have trygge og fortrolige samtaler med sine sejlere, hvor der både tales om det lette og det svære. Det lyder utrolig simpelt, men det er det ikke altid.

Som træner vil man ofte opleve, at nogle sejlere vil man have nemt ved at snakke med og andre vil man have sværere ved at snakke med. Ved mere forsigtige og tilbageholdende sejlere kan det være godt at ”tilfældigt” rende ind i dem og snakke løst om hvordan det går, om det har været en hård dag i skolen osv. Med tiden vil man få opbygget en tryggere relation som vil øge sandsynligheden for, at sejleren vil henvende sig til dig med problemer. Det er vigtigt at du er lyttende og interesserer dig for dine sejleres mentale sundhed, da dette også vil være med til at opbygge den tætte relation.

Det er vigtigt at dine sejlere tør snakke om sine tanker og følelser. Det kan f.eks. være de er nervøse eller de bliver vrede når de laver store fejl hvilket kan skabe en sneboldeffekt. Alt udenfor sejlads kan også være mindst lige så vigtigt at snakke om, f.eks. at det er svært at få tid til træningen på grund af lektier eller at hovedet er fyldt med ting fra skolen og derhjemme, så sejleren er måske lidt ved siden af sig selv for tiden.

Med dine ældre sejlere (+13-14år) kan det være en god idé jævnligt at have nogle uformelle 1:1 samtaler, hvor I f.eks. bare mødes før en træning og går lidt rundt i klubben mens I snakker. Spørg til hvordan vedkommende har det, hvor vedkommendes motivation ligger, hvad vedkommende vil når han/hun skal skifte jolletype, hvilke udfordringer vedkommende oplever, om der er noget i træningen der skal ændres osv.

Interessér dig for dine sejlere, også dem som er mere tilbageholdne.  

Rul til toppen