Værdier

Fra 14-15år. At være bevidst om hvem man gerne vil være, både i og udenfor sporten, kan give et dybere formål med sin karriere og bl.a. hjælpe med prioriteter.

Senest ajourført d. 9. november 2021

Hvilken aldersgruppe er dette redskab egnet til?

Du kan begynde at introducere arbejde med dette redskab fra dine sejlere er +13-14 år.

Vi er alle forskellige og har hver vores styrker og svagheder. Vi har også alle en idé om hvad det kræver at løse store opgaver eller blive en af de allerbedste til noget, f.eks. sejlads. Det kan være sundt at gøre sig nogle tanker om, hvilke karaktertræk man selv synes, er vigtige, hvis man skal til toppen i f.eks. sejlsport. Derfra kan man begynde at fokusere lidt ekstra på disse karaktertræk og huske på dem når motivationen er lav eller man oplever modgang. Man kan bl.a. stille sig selv spørgsmålene; ” Hvilke handlinger er vigtige i processen og hvorfor er de det? Hvordan håndterer jeg svære perioder? Hvad gør jeg i perioder hvor jeg har super travlt?”

Det er vigtigt at dine sejlere reflekterer over hvem de egentlig gerne vil være. Hvordan vil de gerne fremstå og hvad vil de være stolte af når de kigger tilbage på den person de har været igennem deres sejlerkarriere. Værdierne de finder frem til, skal være med til at definere dem, ikke kun i sejlerregi, men i alle regi i deres tilværelse. At de er bevidste om deres værdier kan sikre at de ikke mister dem selv i jagten på guld, at de ikke mister deres medmenneskelighed og integritet.

I forbindelse med at finde frem til sine værdier kan det være godt at sætte konkrete handlinger på værdierne. Kan man sige ”denne værdi kommer til udtryk når jeg …”, så har man en god og specifik værdi.

Det kan være godt, at dine sejlere gør sig tanker om karaktertræk specielt knyttet til svære situationer. Så kan de stille sig selv spørgsmålet; ”Handlede jeg i tråd med de karaktertræk som jeg mener er vigtige?”. Kan de svare ”ja”, så har de måske handlet korrekt. Må de svare ”nej”, så kan de gøre sig nogle tanker om, hvorfor de ikke handlede i tråd med karaktertrækkene og hvad de kan gøre en anden gang, for at handle i tråd med dem. 

Vi vil foreslå, at de ikke du ikke bare lister 100 karaktertræk op. Der kan naturligvis være mange hundrede karaktertræk som kan være med til at gøre en til en af de bedste sejlere i verden, men prøv at få dem til at vælge 3-5 som DE synes er vigtigst og som DE mener de kan efterleve. På den måde kan de have dem hængt op og huske på dem hver dag, også når de møder svære situationer.

Det kan være svært at udvælge sine karaktertræk. Værktøjet til dette redskab kan hjælpe dem til at starte deres refleksion omkring hvordan de gerne vil tænke tilbage på sig selv den dag de indstiller deres karriere.

Download øvelser her.

Rul til toppen