Visualisering

Fra 10-11år. Visualisering kan mange ting og bruges bredt. Det kan bl.a. være gavnligt til boathandling, få rette fokus, komme i stemning og mental forberedelse.

Senest ajourført d. 9. november 2021

Hvilken aldersgruppe egner dette redskab sig til?

Det anbefales at dine sejlere er 10-11 år før du begynder at arbejde med dette redskab.

Visualisering er, hvor vi via vores sanser, skaber mentale forestillinger. Man bruger så mange sanser som muligt for at hjernen og kroppen oplever, ”at man er der i virkeligheden”. Forskning har vist at nervebaner og muskler aktiveres gennem den mentale forestilling, som havde man foretaget handlingerne i virkeligheden, blot ikke med samme styrke. Derved kan man, via sine mentale forestillinger træne og forberede sig selv på konkurrence- og træningssituationer.

Under Pubertet

Når dine sejlere begynder at nå puberteten vil deres hverdag også typisk ændre sig. Derfor kan det give mening at lave nogle små afkoblingsøvelser før de skal på vandet. Lade dem afstresse og forsøge at rette fokus mod det de skal ud og lave. Glemme alt det andet stress de kan have i hverdagen. Det kan være 5 minutters mindfulness hvor de først sætter alle deres andre bekymringer i kasser og lader dem være på land og derefter gennemgår de ting de skal ud og øve.

Dette redskab kan fint kombineres/inkorporeres i en periode hvor man arbejder med koncentration. Det er dog vigtigt stadig at holde sådanne sessioner korte. Både fordi det ikke vil være for alle, men også fordi de stadig skal komme for glæden ved blot at sejle og lære. De skal ikke være eller træne som eliteatleter endnu.

Efter pubertet

Sidst i puberteten og efter puberteten begynder man at kunne være mere aktiv og hyppig med at bruge visualisering. Visualisering er et nyttigt redskab før dine sejlere skal ud og øve noget bestemt eller til at skabe det rette fokus i en opgave. Visualisering er specielt nyttigt i situationer som er repetitive og hvor sejleren selv har kontrol over situationen, f.eks. til træning af boat handling. Brug lidt tid på land før I skal på vandet, hvor dine sejlere ligger/sidder med lukkede øjne og gennemgår de(n) manøvre I skal ud og træne. Sørg for at de gennemgår manøvrerne ned i detaljer og skifter fokus på f.eks. hænder, fødder, overkroppen, timingen osv. når de gennemgår dem om og om igen. Få dem til at gennemgå manøvren i slowmotion og gerne hvor de spoler frem og tilbage undervejs, så de får så mange detaljer med som muligt.

Visualisering kan også bruges til at få det rette fokus før en konkurrence. Rigtig mange atleter anvender visualisering lige inden de store præstationer til at forberede sig mentalt på, at man skal ud og præstere hvor man kan opleve pres og stress. Fodboldspilleren ser sig selv drible forbi 3 mand for derefter at sende bolden op i hjørnet. Cykelrytteren ser sig selv ”flyve” op af Col de Glandon foran konkurrenterne i et let og hurtigt tempo. Du kan få dem til at visualisere sig selv til det store stævne de har trænet op til længe. Skabe nogle af følelserne der kommer før starten. Se dem selv effektuere den perfekte start ved læ mærke og læse trykkene på vej op af første kryds.

Visualisering i en konkurrence kan medvirke til at få ro på og tro på sig selv samt at få fokus på den opgave som skal ud og løses.

En anden visualiseringsøvelse du kan lave med sejlerne, er at stoppe op i træningen og visualisere manøvren lige før de skal lave dem. Så de stopper op, slækker sejlene og ligger sig i båden og gennemgår manøvren nogle gange med lukkede øjne. På den måde har de visualiseringen helt frisk i erindringen og kan fokusere på det som de lige har gennemgået i slowmotion i hovedet. Når de skal sidde og visualisere det med lukkede øjne, så sørg for at de ikke ligger for tæt på andre både og at de ligger, så båden ikke er ved at vende eller andet som kan forstyrre dem. Visualisering på vandet er ligeledes heller ikke optimalt når det virkelig blæser meget.

Rul til toppen