Få nye sejlere ind i fællesskabet

Dansk Sejlunion har udarbejdet en række praktiske råd til, hvordan I nemmest får de nye medlemmer ind i fællesskabet.

Sejlbåd på vej mod bro
Senest ajourført d. 11. marts 2021

Sæsonstart i klubben handler om rigtig mange ting. Både skal klargøres og søsættes, aktiviteter planlægges og indkaldelser sendes ud. Men noget af det rigtigt spændende er, om klubben mon ser de nye medlemmer, der har meldt sig ind siden sidste sæson.

Find materialet her

Du kan læse meget mere om, hvordan I sikre en tryg start til nye medlemmer lige her. 

Du finder materialet lige her.

At have en skærpet opmærksomhed på de nye medlemmer er vigtig. Er de allerede kommet godt ind i klubbens fællesskab, eller skal der en ekstra indsats til? Inspireret af Bevæg dig for Livets koncepter for Adfærdsdesign har Dansk Sejlunion udarbejdet en række genveje ind i klubbens fællesskab for nye medlemmer, som klubberne med fordel kan søge inspiration i, siger Leon Träger, klubkonsulent i Dansk Sejlunion.

– Adfærdsdesign beskriver forskellige handlinger på en simpel måde. Handlinger, der faktisk virker på menneskers adfærd. På den måde kan I som klub lettere komme i mål med det, I gerne vil lykkes med.

Aber i jakkesæt

På Klubkonferencen i november præsenterede adfærdsdesigner fra Bevæg Dig for livet Maja Holm en række grundlæggende principper i adfærdsdesign;

Udgangspunktet er, at vi som mennesker er aber i jakkesæt. Vi tror, vi handler oplyst og rationelt, men er i mangt og meget styret af vores ur-hjerne. Med den viden er det lettere at forstå, hvorfor nogle medlemmer synes, det er svært at finde en plads i fællesskabet.

Bliv klogere sammen med Maja Holm her.

Sæt opgaver i system

Nogle af de vigtige pointer fra adfærdsdesign handler eksempelvis om udfordringen med at følge op, involvering og feedback. 

– Vi har tit mange gode intentioner om at følge op, men ofte bliver det ikke konkret, og så glemmer vi det.   

Vi anbefaler derfor, at man sætter opfølgningen i system, det vil sige planlægger den og sætter konkrete navne på dem, der skal udføre den, forklarer Leon Träger.

En helt oplagt opgave er, at man som udvalg eller bestyrelse laver en planlagt, struktureret kontakt ud til de nye medlemmer, påpeger han.

– En personlig opringning fra ens nye klubkammerater vil helt sikkert blive oplevet positivt. Samtidig er der god mulighed for at få en tilbagemelding fra det nye medlem i forhold til, hvordan han eller hun er faldet til i klubben. Det vil også give jer en viden om, hvorvidt I som klub har brug for at udvikle den måde, nye medlemmer får information eller hjælp til at blive en del af klubbens fællesskab eller aktiviteter.

Få hjælp og sparring af vores klubkonsulenter

Har du brug for konkrete ideer eller faglig sparring i forbindelse med sæsonstart i klubben, er du altid velkommen til at tage fat i en af vores klubkonsulenter. De har alle stor erfaring med at rådgive klubber.

Du finder kontaktoplysninger på vores klubkonsulenter her.

.
Rul til toppen