Derfor skal klubben afvikle et Ungdoms DM

Hør, hvorfor Lemvig Sejlklub valgte at blive arrangørklub af Dansk Sejlunions Ungdoms DM, og hvad det har betydet for klubbens fællesskab efterfølgende.

Foto: Peter Brøgger
Senest ajourført d. 23. januar 2023

Dansk Sejlunion har bedt Flemming Ertbølle Madsen, formand for Lemvig Sejlklub, sætte ord på, hvorfor klubben satte sig i spidsen for et Ungedoms-DM, og hvad det har betydet for klublivet efterfølgende.

Lemvig Sejlklub deler gerne ud af erfaringerne, hvis du overvejer at din klub skal arrangere noget lignende. Find kontaktinfo på Flemming Ertbølle Madsen her.

Vil du have mere information om det at afvikle et Dansk Sejlunion Ungdoms DM, så kontakt kapsejladsansvarlig Mikael Jeremiassen.

Hvilken oplevelse havde I i klubben med afviklingen af U-DM?

– Det var en stor fornøjelse at afholde Dansk Sejlunions Ungdoms DM i 2022. Det blev en weekend fyldt med glade børn og deres familier, masser af sejlads, solskin og fællesskab.

Til Ungdoms DM deltager følgende klasser:

  • A-Optimist
  • Zoom8
  • ILCA 4
  • ILCA 6
  • Europe
  • 29er
  • Feva

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Lemvig Sejlklub havde sat barren højt. Derfor brugte vi meget tid og mange kræfter på planlægningen og afviklingen af stævnet. Heldigvis lykkedes det os at involvere rigtig mange af klubbens medlemmer i afviklingen af stævnet, som alle gik til opgaven med højt humør.

Hvad har stævnet betydet for klubben som helhed?

– Stævnet har været med til at skabe et større sammenhold i klubben. Der er blevet samarbejdet på kryds og tværs af alder og afdelinger, og folk er tydeligvis stolte over det resultat, de var med til at skabe.

Hvorfor valgte I at tage opgaven på jer?

– Lemvig Sejlklub har en langsigtet strategi om at blive mere synlige både lokalt og nationalt og udvikle sejlsporten i byen til glæde for flere – især børn og unge.

Et stort stævne som U-DM har bidraget til den synlighed og omtale, hvilket har resulteret i, at Lemvig er blevet vært for Sejlsportsligaen i 2023, med de muligheder det giver for at præsentere sejlsport fra øverste hylde for børn og unge i området.

Synligheden lokalt og regionalt åbner samtidigt op for flere muligheder for lokale sponsorater og lokale fonde, som kan være med til at finansiere udviklingen af sejlsporten i området.

Video fra Dansk Sejlunion Ungdoms DM 2022

Få fornemmelsen af, hvad et Ungdoms DM er. Hør nogle af sejlerne og trænerne fortælle og se de stemningsfulde billeder fra 2022.

.
Rul til toppen