Lån og finansiering

Klubber med medlemsskab i Dansk Sejlunion har mulighed for rentefrie lån samt fondssøgning.

Senest ajurført d. 28. maj 2018

I denne artikel

    Rentefri lån til Dansk Sejlunions klubber

    DS-klubber har to muligheder for at låne rentefrit til delvis finansiering af initiativer i klubben. I begge tilfælde er der tale om hjælp til selvhjælp.

    Ansøgningsregler og -skema kan downloades her:

    Hent DS-LÅNEFOND regler...
    Hent DS-LÅN ansøgningsskema Klubber...

    Eventuelle spørgsmål kan rettes til Dansk Sejlunions økonomichef Henrik Blakskjær.

    DS Lånefonden - rentefrit
    Lån ydes til klubber som hjælp til anskaffelse af uddannelses- og øvelsesfartøjer, rednings- og hjælpefartøjer, øvrigt materiel og udstyr, der i lighed med nævnte fartøjer anskaffes særligt m.h.p. anvendelse indenfor ungdomsarbejdet og sejlerskolearbejdet

    • Lån normalt max. 75.000 kr. hvor klubben selv disponerer over min. 50 %
    • Lån ydes normalt ikke til materiel med en anskaffelsesværdi under 30.000 kr.
    • En klubs samlede engagement kan normalt ikke overstige 75.000 kr.
    • I særlige tilfælde, hvor klubsamarbejde nødvendiggør anskaffelse af større og kraftigere dommer- eller ledsagefartøjer, kan DS direktør/økonomichef evt. bevilge større lån op til max. 100.000 kr.
    • Lån er rentefrie og afdrages normalt i løbet af max. fem år med lige store halvårlige rater
    • Evt. krav om sikkerhedsstillelse kan besluttes af DS direktør/økonomichef

    DIF rentefrit lån

    • Lån ydes til nybyggeri, udvidelse, modernisering samt væsentlige reparationsarbejder og energibesparende foranstaltninger til klubhuse og lignende samt faste anlæg af forskellige art
    • Lån ydes kun som hjælp til selvhjælp og skal være søgt inde projektets begyndelse
    • Lån ydes ikke til indfrielse af tidligere stiftet gæld
    • Lån er rentefrie og afdrages normalt i løbet af max. fem år med lige store halvårlige rater
    • Lån ydes alene mod Dansk Sejlunions garanti, bankgaranti eller kommunegaranti
    • DIF lån søges direkte hos DIF. Se mere her.

    I relation til DIF rentefrit lån bevilges normalt ikke lån større end max. 75-100.000 kr.

    Lokale og Anlægsfonden

    Lokale- og Anlægsfonden udvikler, støtter og rådgiver om byggeri inden for idræt, kultur og fritid. Byggerierne spænder fra spejderhytter til klubhuse. Og fra oprettelsen af et lokalt samlingssted for skatere til kulturhuse og svømmehaller.

    På fondens hjemmeside finder du bl.a. information om de byggerier fonden har støttet.

    Lokale- og Anlægsfonden har to puljer, der kan søges:

    1. "Fonden" skal søges til projekter over 600.000 kr.
    2. "Klublokale og Værestedspuljen" skal søges til projekter under 800.000 kr.

    Fonden tilbyder også rådgivning og vejledning. Og den viden som Fonden har, både internt og via eksterne samarbejdspartnere, kan også tilbydes i forbindelse med nogle af de projekter, der ikke opfylder kravene for at modtage etableringstilskud eller lån.

    Du kan læse om Fonden, finde ud af hvordan man søger støtte og få inspiration til byggeriet.

    Kontakt venligst Fonden, hvis du har spørgsmål.

    Tilskud via Friluftsrådet

    Hvert år uddeler Friluftsrådet omkring 60 millioner kr. fra Tips- og Lottomidler til friluftsprojekter over hele landet. Puljen støtter både store og små projekter, som fremmer naturforståelse og friluftsliv. Der lægges vægt på, at aktiviteterne kommer mange mennesker til gode.

    De mange tilskud gør det eksempelvis muligt for lokale ildsjæle og initiativrige foreninger at udføre diverse projekter, hvor der bl.a. lægges vægt på friluftsaktiviteter i nærmiljøet. Projekter kan spænde vidt, og initiativer, der inddrager frivilligt foreningsarbejde og samarbejde på tværs af foreninger og institutioner, har høj prioritet.

    Mange sejlklubber og surfklubber arbejder allerede med gode projekter i en sådan ramme, som meget vel vil kunne støttes af Friluftsrådet.

    Man søger ved at udfylde ansøgningsskemaet på Friluftsrådets hjemmeside. Her er også eksempler på, hvad andre har fået tilskud til og inspiration til nye projekter. Hvis du har en god idé eller spørgsmål til puljen, er du velkommen til at kontakte Friluftsrådet på 33 79 00 79 (tryk 2) eller tips@friluftsraadet.dk.

    Dansk Sejlunion er medlem af Friluftsrådet. Det er muligt at søge Friluftsrådet om tilskud til projekter tre gange årligt.

    DIF og DGI foreningspulje

    Dansk Sejlunions medlemsklubber har mulighed for at ansøge DIF og DGIs Foreningspulje. I DIF og DGIs Foreningspulje uddeles der årligt 45 mill. kroner til idrætsforeninger.

    Læs mere om DIF og DGIs Foreningspulje her.

    Ansøg DIf og DGIs Foreningspulje via foreningens login på det Centrale ForeningsRegister

    Indsamling til projekter i klubben

    Indsamling til sejlklubber

    Det er nemt at oprette en indsamling med Betternow og Dansk Sejlunion

    Herunder kan du læse mere om hvordan jeres klub starter et indsamlingsprojekt via Dansk Sejlunion.

    Dansk Sejlunion mål

    Kort fortalt ønsker Dansk Sejlunion at give klubberne en mulighed for at indsamle penge til projekter i dansk sejlsport på en enkel og let tilgængelig måde, uden at skulle indhente en indsamlingstilladelse.

    Dansk Sejlunion er fra og med 2015 optaget på listen over godkendte velgørende organisationer, hvorved donationer bliver fradragsberettiget for giveren. For at opretholde denne godkendelse skal Dansk Sejlunion hvert år modtage gaver på 200 kr. eller mere, fra mindst 100 forskellige personer.

    Hvorfor Betternow.org

    Vi har valgt at benytte tjenesten BetterNow som er en online social indsamlings platform for velgørende organisationer. Her kan man som privatperson starte sin egen indsamling under en organisation eller donere penge til en.

    BetterNow gør det nemt at administrere indsamlinger for såvel klubben som Sejlunionen. Ligeledes giver det alle en mulighed for at støtte relevante projekter i dansk sejlsport direkte

    Opret klubbens indsamlingsprojekt

    Indsamlingsprojekter på BetterNow kan kun oprettes af Dansk Sejlunion. Under projekterne kan der, af alle, laves regulære indsamlinger til det pågældende projekt.

    Såfremt I ønsker, at oprette jeres klub som selvstændigt projekt med mulighed for at samle penge ind, skal denne formular udfyldes og sendes. Herefter vil Dansk Sejlunion fremsende en vejledning med information omkring klubbens ansvar, praktiske forhold samt nødvendig information til oprettelsen af projektet. Så snart klubben er oprettet som projekt, kan I begynde at indsamle penge.

    Vigtigt:

    Projektet er klubbens egen indsamlingsside - dvs. at det er generel information om klubben vi skal bruge til at oprette projektet. Konkrete indsamlinger til mindre projekter i klubben kan efterfølgende oprettes under klubprojektet. Eksempelvis kan klubbens indsamling til fx ungdomsafdelingen ikke stå som projektet. En indsamling til et specifikt formål, fx ungdomsafdelingen, opretter klubben selv når projekt-siden er online.

    Klubben forpligter sig til at overholde de regler der er for brugen af BetterNow og indsamlinger under Dansk Sejlunion (se betingelser længere nede).

    Dansk Sejlunion forbeholder sig ret til at afvise et projekt.

    Start en indsamling

    Oprettes en indsamling under en specifik klub, vil alle donationerne under denne indsamling tilgå og administreres af klubben.

    Ønsker du at lave en indsamling til støtte for sejlsporten generelt kan det gøres under Dansk Sejlunion projektet ”Støt dansk sejlsport”, hvor Dansk Sejlunion administrerer donationerne.

    Bemærk at alle indsamlinger skal overholde de regler, der er for brugen af BetterNow og indsamlinger under Dansk Sejlunion.

    Fradragsberettigede donationer

    Dansk Sejlunion er i 2015 blevet optaget på listen over §8a godkendte foreninger. Dermed er donationer til Dansk Sejlunion eller projekter under Dansk Sejlunion fradragsberettigede for giveren op til 16.600 kr i 2020. Se SKAT.dk.

    For at Dansk Sejlunion kan bibeholde sin godkendelse som velgørende forening skal der hvert år være mindst 100 navngivne personer som donerer mindst 200 kr. til Dansk Sejlunion.

    For at en donation kan blive fradragsberettiget for giveren skal giveren oplyse CPR-NR. eller CVR-NR og adresse ved donation. Donationer kan gives anonymt.

    Betingelser

    Indsamlinger under Dansk Sejlunion via BetterNow skal opfylde følgende kriterier.

    • Det der samles ind til skal kunne indeholdes i Dansk Sejlunions vedtægter. Se specielt § 2. Der er ganske vide rammer så længe det drejer sig om klubber og sejlere organiseret i Dansk Sejlunion.
    • Der må ikke med indbetalingen opnås en rettighed. Beløbet som en donor donerer til en indsamling, må ikke være betaling for opnåelsen af en rettighed. Eksempelvis betaling af kontingent, bådleje, en vare eller deltagelse i arrangementer.

    Administration

    Dansk Sejlunion administrerer gavegiverordningen.

    Dansk Sejlunion opretter klubben som projekt på BetterNow, hvorved der kan laves indsamlinger specifikt til klubben. Klubben forpligter sig til at overholde de regler, der er for brugen af BetterNow og indsamlinger under Dansk Sejlunion.

    Alle indsamlede beløb indbetales fra BetterNow til Dansk Sejlunion. En gang minimum hvert halve år overføres pengene for indsamling under en klub til klubbens bankkonto. Klubben skal selv står for at sikre at de indsamlede midler allokeres til de projekter som de er samlet ind til. Det fremgår af advis til betalingerne hvilket beløb, der er samlet ind under hvilke indsamlinger.
    Dansk Sejlunion vil føre en stikprøvekontrol med anvendelsen af de indsamlede midler. Dette er for at sikre at de penge som vi udbetaler, går til de projekter, som vi udbetaler dem til, og at projekterne bliver realiseret. Det vil I som klub, blive bedt om at dokumentere.

    Spørgsmål og kontakt

    Kontakt Henrik Blakskjær hvis ud har yderligere spørgsmål omkring Dansk Sejlunion og BetterNow.

    Omkostninger

    Det koster ca. 7,5 % af det indsamlede beløb at benytte BetterNow.
    Dertil kommer et gebyr for betaling med kreditkort. I gennemsnit 1,6% af doneret beløb.
    Omkostningerne, der er forbundet med indsamlingerne i klubprojekterne, betales af Dansk Sejlunion op til en samlet årlig indsamling på 15.000 kr. per klub. Derudover skal klubberne afholde omkostningerne. Dette sker ved at Dansk Sejlunion laver en årlig opgørelse og fakturerer klubberne for deres del af omkostningerne.

    Indsamlingsregnskaber for Dansk Sejlunion

    Her finder du indsamlingsregnskaber for Dansk Sejlunions indsamlinger. Dansk Sejlunion har pligt til at offentliggøre disse på vores hjemmeside.