WOW - Women on Water

2022 byder på en række nye koncepter for WOW, hvis primære mål er at få flere kvinder på vandet og skabe netværk på land.

Senest ajourført d. 19. januar 2022

I 2022 sejler Women on Water (WOW) igen med i Sejlsportsligaens 2. division.

Der er min. 4 pladser til hvert 2. divisionsstævne, der også har wildcard og faste klubhold med.

Datoer for 2. divisionsstævnerne i Sejlsportsligaen 2022:

  • 26.-27. maj i K.A.S., Svanemølle bugten
  • 18.-19. juni, Aalborg
  • 13.-14. august, Svenborg Sund
  • 27.-28. august, Aarhus

Som noget nyt i 2022 kan WOW-sejlere stille op som et WOW-klubhold og sejle med om kvalifikation til 1. division i 2023 på lige fod med andre klubhold. Det betyder, at en klub både kan stille med et klubhold og et WOW-hold og dermed have mulighed for at få to hold med i 1. division til næste år.

Det er første gang nogensinde, at WOW-hold har mulighed for en fast plads i 1. division og chancen for at komme op og sejle med verdens bedste klubhold.

Læs mere på WOW’s Facebookside eller kontakt Sejlsportsligaens brand manager Nynne Ammundsen for mere info om tilmelding, koncept m.m.

Q & A med Nynne Ammundsen om WOW

Hvornår så WOW dagens lys?

– WOW startede i februar 2018, fordi vi ønskede at rekruttere flere til sejlsporten. Vi ønskede at skabe et fællesskab for kvinder i sejlsporten med udgangspunkt i KDY’s kvindehold og som kunne give en øget opmærksomhed på diversiteten i sporten. Unge som gamle, grønne sejlere som garvede - WOW skulle have plads til alle.

Hvad var behovet dengang?

– Der manglede et ’helle’ og et sted, hvor kvinderne havde et fælles lukket forum, selvom de ikke havde sejlet før/sejlet meget. Et sted, hvor der naturligt var plads til dem, og hvor kvinderne kunne netværke på tværs.

Hvordan kan man være med som klub/sejler?

– Man er velkommen til at kontakte mig på enten på Facebook, mail, LinkedIn eller Instagram, og så kontakter jeg en klub i nærområdet, der kan tage den enkelte sejler med under vingerne.

Hvad koster det?

– Det koster ikke noget at være WOW-sejler, men melder man sig ind i en klub, hvor man kan sejle med andre WOW sejlere, skal man forvente at betale et kontingent, ligesom i andre sportsgrene/sammenhæng.

.
Rul til toppen