Duelighed | Teoretisk prøve

Teoretisk duelighed: Mundtlig prøve

Til den mundtlige prøve fremlægger du din planlagte sejlads

Af: Jesper Kjems - senest ajourført d. 22. august 2023

Den mundtlige prøve er individuel og varer ca. 25 minutter.

  1. Censor stiller uddybende spørgsmål til din besvarelse af den teoretiske onlineprøve – ca. 5 minutter.
  2. Du præsenterer kort din valgte rute og sejltidspunkter – ca. 3 minutter
  3. Censor (evt. suppleret af underviser) stiller uddybende spørgsmål til sejladsplanlægningsopgaven, som beskrevet under hvert punkt i prøvekravene – ca. 17 minutter.

Her kan se, hvad du skal kunne, når fremlægger din planlagte sejlads og bliver spurgt ind til pensum fra onlineprøven

For at censor kan stille uddybende spørgsmål til din teoretiske onlineprøve, skal du medbringe en telefon, tablet eller computer, hvor du på forhånd har sikret dig, at du har forbindelse til internettet og kan logge ind og fremvise svarene fra din onlineprøve til censor og underviser. (se lille film om, hvordan du logger ind og finder dine svar på onlineprøven).

Under den mundtlige prøve vil censor spørge ind til spørgsmål fra onlineprøven, hvor du har svaret korrekt, for at undersøge, hvordan du begrunder dine svar og dermed tjekke, at du ikke har fået hjælp til dine besvarelser.

Censor vil også spørge ind til spørgsmål, hvor du har svaret forkert for at tjekke, om du eventuelt havde misforstået spørgsmålet. Censor kan spørge ind til hele pensummet fra onlineprøven for at afdække din viden.

Hjælpemidler er OK
Du må gerne medbringe hjælpemidler til den mundtlige prøve. Dog skal du - uden brug af hjælpemidler - kunne besvare spørgsmål om vigeregler og de skibslys, der viser sejlretningen samt skibslys, der viser, om skibet sejler for sejl eller motor.

Du skal medbringe din besvarelse af sejladsplanlægningsopgaven, som er dine notater, samt ruten indtegnet på søkort. Du bestemmer selv, om du vil vise din rute på papirsøkort eller medbringe en kortplotter og vise ruten her. Bruger du papirsøkort skal du også medbringe de tegneredskaber, du bruger til at arbejde i kortet.

I vil ikke nå omkring alle dele af din sejladsplanlægning, men du skal kunne svare på de punkter, som censor vælger at fokusere på.


Efter prøven vurderer censor samlet din onlineprøve, sejladsplanlægning og mundtlige prøve. Der er tale om en helhedsvurdering, hvor censor overordnet vurderer, om du kan din teori godt nok til at ”… fungere sikkerhedsmæssigt forsvarligt som styrmand i større fritidsfartøjer og varetage sikkerheden for eget fartøj og personer om bord under hensyntagen til omgivelserne”, som det formelt lyder i bekendtgørelsen for fritidssejlerbeviser. Du kan derfor godt bestå prøven, selv om du svarer forkert på enkelte spørgsmål, men du vil på den anden side ikke bestå, hvis censor vurderer, at din viden er mangelfuld indenfor vigtige hovedområder.

Sådan modtager du beviset

Hvis du består, sender censor dine oplysninger ind til Dansk Sejlunion, som registrerer, at du er bestået den teoretiske duelighedsprøve. Du kan se din beståede prøve på Søfartsstyrelsens selvbetjening og app senest 7 dage efter indsendelse.

Hvis du tidligere har bestået den praktiske duelighedsprøve, bestiller censor dit fysiske ”Bevis for bestået duelighedsprøve” (plastikkort) hos Dansk Sejlunion, som sender det med posten til din opgivne adresse.

Du skal derfor være opmærksom på at give korrekte personoplysninger til censor. Har du ikke dit bevis inden for 5 uger, skal du skrive til uddannelse@sejlsport.dk, og vi vil så gensende beviset – uden ekstraomkostninger for dig. Du får ikke noget fysisk bevis, før du har bestået både den praktiske og teoretiske duelighedsprøve.

Mulighed for sønæringsbevis
Når du har bestået både den teoretiske duelighedsprøve og enten den praktiske duelighedsprøve eller speedbådsprøven, kan du også ansøge om sønæringsbeviset ”Duelighedsbevis i sejlads for fritidssejlere” direkte hos Søfartsstyrelsen, hvilket dog kræver, at du vedlægger en gyldig syns- og høreprøve udstedt af en godkendt søfartslæge. Dette sønæringsbevis giver dig ud over at vise, at du har bestået din duelighedsprøve, ret til at føre en speedbåd samt sejle som styrmand på fritidsfartøjer mellem 15 og 24 meter, hvor skipper er Yachtskipper af 3. eller 1. grad.

Læs mere om udstedelse af beviser her, hvor du også finder link til godkendte søfartslæger, der​ kan udstede syns- og høreprøveattest: https://www.soefartsstyrelsen.dk/fritidssejlads/beviser-og-certifikater/duelighedsbevis

Få et speedbådsbevis samtidig
Når du har bestået både teoretisk og praktisk duelighedsbevis kan du bestille et speedbådsbevis (plastikkort) enten samtidigt med bevis for bestået duelighedsprøve, eller senere når du får brug for det. Du kan ikke føre en speedbåd på dit nye bevis for bestået duelighedsprøve.

 

Rul til toppen

Mere om duelighedsbeviset