Hvorfor ligger du aldrig for anker?

En af sejladsens dejligste oplevelser.

Ja - hvorfor smider du ikke ankret? At ligge for svaj er jo nok, en af de bedste oplevelser vi, som sejlere, kan have. Når man går tur i havnene, og kigger på alle de ankre der hænger ud over forenden af bådene, er det tydeligt at langt de fleste af dem sjældent er i vandet. Og af dem som har været i vandet, er det mange som kun har været brugt som frokostanker, hvor besætningen har holdt øje hele tiden.

Begrundelserne
Når man spørger sejlere hvorfor de ikke prøver ankring, så lyder svarene:

• Familien vil helst kunne tage bruser om morgen.
• Jeg har ikke en gummibåd.
• Gider ikke at skulle ro ind for at hente morgenbrød.
• Er nervøs for det.

Når det kommer til stykket er ovenstående jo dårlige undskyldninger, måske bortset fra den sidste. Et havbad er pragtfuldt om morgen, brød kan bages i den ovn de fleste både har, en lille gummibåd koster ikke alverden. Det var så tre ud af fire. Lad os kigge på den sidste.

Nervøsiteten handler jo om, at man er bange for ankeret ikke holder. Og dermed sover man ikke godt. Det kan vi gøre noget ved. Vi kan lære hvordan et anker sættes, og hvad vi kan gøre for at sikre det holder - uanset hvad der sker i løbet af natten.

Og hva' så?
Først skal det siges, at det der med ankering - det er næsten en religion, snarere end en videnskab. Spørg 10 sejlere og du vil få mindst 10 forskellige meninger. I det følgende vil vi kort diskutere de forskellige aspekter af emnet. Ønsker du at vide mere, bør du læse kapitlet "Ankring i hårdt vejr", og er du hel vild med emnet, læs da hele serien - her kan du finde alt hvad du ønsker at vide om anker og ankring - selv under de mest udfordrende omstændigheder.

Bundforhold
Med mindre vi tager til Bornholm, vil næsten al ankring i Danmark foregå i sand, mudder eller ler. Derfor bør vi købe et anker der passer til den slags havbund. Som udgangspunkt er vi ikke tilhænger af CQR eller de andre "plovankre". De er udformet som en plov, og hvis vi tænker os om, så bliver en plov jo brugt til at bryde jorden (altså ikke sidde fast i den). Om en plov bliver trukket af en hest, eller en båd - resultatet ender med at blive det samme - jorden bliver brudt og ankeret kommer løs.

Vi ved, videnskabeligt, at jo tungere ankeret er - desto bedre holder det. Derfor kan vi med fordel købe et anker, der vejer mere end fabrikanterne anbefaler. De mest erfarne langturssejlere bruger ankre der vejer det dobbelte (eller mere) end fabrikanternes anbefalinger. Et tungt anker sikrer, at ankeret kommer ned til bunden og "bider", samt at det holder, hvis vinden skifter eller andet indtræffer.

Scandinaviske tilstande
Her i Scandinavian bruger vi tit en blanding af nylonreb og kæde. Så længe havbunden er blød og der ikke er sten, er dette fint, men det kan være bedst at bruge kæde hele vejen. De fleste større både har et ankerspil, så det er ikke et problem at få ankeret op. Kæden skal være mindst 5, og helst 7-8 gange, så lang som dybden af det vand du vil ankre i. I Danmark ligger vi sjældent for svaj i mere end 5-6 meter, så 40-45 meter kæde er rigeligt.

Kæden skal være tyk og kraftige nok til at holde båden. En 40 fods båd, der vejer 10 ton, kan nøjes med en 10 mm kæde (dog en kæde med en meget høj brudstyrke). Glem alt om brug af en ankervægt. Vi har jo købt et tilstrækkeligt tung anker, så ankervægte har vi ikke brug for.

Og så er vi faktisk klar. Når du har fundet et egnet sted, skal du først sikre dig at din båd kan svinge frit om ankeret, selv hvis vinden drejer 180 grader. Samtidig vil vi helst have 7-8:1 forhold, kædelængde til vanddybde. Er vandet 5 meter dybt, vil radius af din svingcirkle være 35-40 meter. Så nu skal du sejle i en cirkel 35-40 meter rundt om hvor du har tænkt dig at sætte krogen. Dette for at sikre, at der er nok vand under kølen. Husk, at selvom vi ikke har ret meget tidevand i Danmark, så vandstanden godt falde med 30 cm - giv dig selv godt med vand under kølen.

Ned med krogen
Og så sætter vi ankeret. Båden lægges med stævnen op i vindøjet, og anker og kæden slippes. Nu lader du båden drive baglæns med vinden (evt. med meget langsom motor i bak hvis der ikke er vind), mens resten af kæden fires ud. Lad kæden/tovet tote op en gang eller to, så ankeret får en chance for at "bide" lidt. Når den har den rigtige længde, standses firingen og kæden fastsættes. Nu bakkes båden, først langsomt (for at få ankeret til at sætte sig), og derefter, når du kan mærke modstand, gives der mere gas. Nu har ankeret "bidt" og din båd ligger forsvarligt. For at sikre, at ankeret faktisk har "bidt", pejl over en scepter mod noget på kysten, et træ eller lig. Når vinkelen ikke bliver større/mindre, har ankeret "bidt".

Spilaflaster
Der er en god ide, hvis du bruger udelukkende kæde, at binde nogle meter nylonline til en klampe, og derefter et par meter eller mere (helst mere) ud på ankerkæden. Nylonlinen tottes op, så en stump kæde (gerne 5-6 meter) hænger løs ned. Nu har du en "støddæmper", da nylonreb strækker sig og tager mange af de stød, som ellers ville forplante sig fra kæden til båden.  Dæmpning af stødene vil, udover at øge komforten, også dæmpe stødene til dit anker, hvilken betyder at ankeret ikke bliver revet løs. Samtidigt aflaster det dit ankerspil, så det ikke tager skade.

Og så er det bare om at nyde den flotte stjernehimmel og roen. Er du stadig nervøs, prøv da først at ligge for svaj ved en af DS' turbøjer. Her kan du få samme oplevelse, uden nervøsitet, da du kan være helt sikker på, at turbøjen ikke flytter sig. Efter et par gange ved en bøje, er I nok parate til at prøve en nat for anker. Og husk lige at hejse ankerkuglen.