Ny bådejer | Økonomi og jura

Torben Sølling investerer sin tid, men ikke mange penge i sin båd

Torben har opfyldt sin drøm om at blive bådejer med en Hallberg Rassy MISIL på 24 fod. Han bruger ikke mange penge på den, men til gengæld alt sin tid.

Af: Cille Rosentoft - senest ajourført d. 4. november 2021

Torben har båd for ca. 10.000 kroner om året.

Torben Sølling har altid haft noget med vand og har fået en drøm til at gå i opfyldelse med sin Hallberg Rassy MISIL på 24 fod. Torben arbejder løbende på projekter på båden og kan lave det meste selv. Det holder udgifterne nede, til gengæld bruger han en masse tid på båden.

Tidligere troede Torben, at det var uden for hans rækkevidde, men han gik alligevel i gang med at lære at sejle i en kammerats Maxi 68. Hver eneste onsdag formiddag i et par år, mødtes de to og så lærte Torben hvordan han skulle gøre. Da der var gået et par år, sagde hans kammerat: “Nu kan jeg ikke lære dig mere. Nu kan du alt, hvad jeg kan.” Så var Torben klar til at blive bådejer og han fik sin egen båd.

I første omgang tog han imod et tilbud om at afhente en gratis 27 fods båd. Den trængte til lidt (meget) kærlighed og Torben kastede sig over projektet, brugte tre år på det og udskiftede 85% af båden. Så sejlede han rundt om Fyn, for at se om den kunne flyde og det kunne den.

Da den efterfølgende kom på land og skulle klargøres til næste sæson, viste det sig, at der var svamp i båden i en sådan grad, at den ikke kunne fikses. Derfor måtte Torben tage konsekvensen af det og skære den i stykker og køre den på lossepladsen. Tre års arbejde blev skåret i stykker, men Torben var blevet helt sikker på, at han skulle være bådejer. Så han måtte på jagt efter en ny båd.

Hallberg Rassy MISIL fra 1976

Det blev til en Hallberg Rassy, MISIL fra 1976 som han købte for 17.000 og sejlede hjem fra Snekkersten i snevejr i marts 2018. Torben valgte denne båd, fordi det er en kvalitetsbåd, den sejler godt og har en smuk facon. Han ville have en båd med gode sejlegenskaber og én, der var nem at håndtere singlehanded. Derudover har båden en god indretning om læ med to meter lange køjer og tværstillet pantry. Alt på båden er i høj kvalitet og lavet i Cuba mahogni. Alle fald og trim er ført til cockpit og riggen er meget solidt dimensioneret. Det føles ifølge Torben som en “stor” båd selv i hård vind og grov sø. Den stod helt originalt og med gult skrog.

Det er naturoplevelserne der tæller for Torben Sølling.

Torben drømmer ikke om at sejle langt væk, men han sætter stor pris på alle de naturoplevelser, som er så tæt på, når man har sin egen båd. Han sejler både dagture og længere ture, som fx fire uger til Bornholm. Han laver de fleste reparationer selv og har også syet sit eget cockpittelt. Det holder udgifterne nede, men tidsforbruget oppe. Derudover har Torben installeret to 50 w solceller, som holder ham uafhængig af landstrøm hele sommeren. Han kan både holde køleskab og navigation/VHF kørende døgnet rundt.

Driftsudgifter:

Udgiftspost Beløb
Ansvarsforsikring 475 kr.
Dansk Søredningsselskab 500 kr.
Havneplads og bådløft  5.012 kr
Brændstof 350 kr.
Vedligeholdelse og klargøring 500 kr.
Opgraderinger/reparationer** 3.000 kr.
Samlede udgifter årligt 9.837 kr.

* Dette er et overslag baseret på de udgifter Torben har haft.

Dette dækker posterne over:

Forsikring

Torbens båd er forsikret med den lovpligtige ansvarsforsikring. Han betaler 475,- om året.

Torben er medlem af Dansk Søredningstjeneste. Det er frivilligt, om man vil betale til dem, og det har Torben valgt. Det koster ham 500,- årligt.

Havneplads og landplads

Torbens båd ligger i Vordingborg Nordhavn og her har han fast plads.
Han betaler 2721,- for sommerplads og 791,- for vinterplads.
I dette havnesystem er prisen den samme, uanset om båden er i vand eller på land. Prisen beregnes efter bådens størrelse.

Derudover betaler han 750,- pr. løft når båden skal i vand/på land. Det sørger en lokal vognmand for.

Brændstof/sejl

Torben starter kun motoren, hvis det er yderst nødvendigt. Det betyder, at han en gennemsnitlig sommer med en måneds sejlads til Bornholm, kun bruger 15 liter.
Han bruger i gennemsnit to fulde tanke pr sæson.
Torben køber brændstof for ca 350,- pr. sæson.

Et af de første år som bådejer, købte Torben nyt sejl fra Resen. Det gamle sejl havde holdt i 46 år og var begyndt at sprække. Torben målte selv sejlet op med vejledning fra Resen og holdt på den måde udgifterne nede.
Sejlet på 14 m2 kostede ham 7500,- og passer perfekt.

Vedligeholdelse og anskaffelser

Torben har købt ny motor til båden, en Mercury 5HK. Den bruger mindre brændstof og er til at regne med, så det er en investering for ham.
Den kostede 6800,-

Derudover har han brugt penge på bundmaling. Med 1,5 liter er der nok til hele båden, så det koster ham max 500,- pr. sæson.

Siden Torben købte båden, har han opgraderet den på forskellige måder. Derfor venter der ikke lige nu større udgifter eller nyanskaffelser:

Han har syet cockpittelt og ny sprayhood selv. Det kostede ham 2500,- for cockpittelt og 900,- for sprayhood.
Nyt køleskab 1500,-
Dieselfyr 2000,-
Indvendig beklædning, hynder m.m. har kostet ham 2000,-

Vedligehold/nyanskaffelser 2018-2021:

  • Motor 6800,-
  • Sprayhood og cockpittelt 3400,-
  • Køleskab 1500,-
  • Dieselfyr 2000,-
  • Beklædning og hynder 2000,-

Samlet: 15.700,-

Faste udgifter hvert år:

  • Forsikring 475,-
  • Dansk Søredningstjeneste 500,-
  • Havneplads/landplads og løft 5012,-
  • Brændstof 350,-
  • Klargøring af båd 500,-

Samlet: 6837,-

Rul til toppen