Sejlads med børn

Atlanterhavskryds med børn ombord: Tid sammen som familie

Nogen siger at et oceankryds er 90% kedsomhed og 10% frygt. Det kan jeg ikke genkende. Min oplevelse er i stedet at det er 90% taknemmelighed og 10% spænding.

over Atlanten med børn om bord
Af: Cille Rosentoft - senest ajurført d. 1. juli 2021

Vi krydsede Atlanterhavet i 2018 fra Bahamas til Azorerne. Et stræk på knap 3000 sømil. Det tog os 21 dage med et nødstop på Bermuda pga defekt autopilot. “Vi” er i denne fortælling vores lille familie. Udover mig selv består min familie af min mand og skipper, Christian, vores ældste søn Gustav på 16 år, Bertram som fyldte 12 midt på Atlanterhavet, Liva på otte år og lille Sylvester på to måneder. Sylvester blev født på St. Martin i Caribien. Han flyttede ombord på båden, da han var en dag gammel og sejlede sit første lange stræk på ca 200 sømil, da han var en måned gammel.

Det lå ikke i kortene

Det lå ikke i kortene, at vi var en familie, der skulle krydse et ocean sammen. Jeg havde faktisk to år tidligere svoret, at jeg aldrig ville gøre det og at jeg aldrig ville udsætte mine børn for det. Men så skete der noget i løbet af de to år, hvor vi sejlede i Caribien, Sydamerika, Mellemamerika og fødte en baby der på den anden side af Atlanterhavet.
Jeg så mine børn vokse og blive trygge ved båden og ved havet. Jeg så dem tage ansvar og opdage, at de var en del af fællesskabet og at det fællesskab kun kunne fungere, hvis de også løftede.

Pludselig havde jeg ikke lyst til at snyde hverken dem eller mig selv for den store oplevelse, som et Atlanterhavskryds er.
Det er jeg så taknemmelig for i dag. De 21 dage på havet med mine vigtigste, er stadig i dag vores bedste stræk nogensinde.

Meget mere end vind, kurs og position

Hvordan fortæller man om sit livs sejltur? Om 21 dage på havet. En rejse på 42 fod med de fem vigtigste mennesker i sit liv. Jeg ved det ikke helt, for det handler om stemninger og følelser og det er absolut meget andet end en fortælling om vind, kurs og position.

Det handler om flokke af delfiner, som fulgte os. Om hvaler der mindede os om, hvor små vi var lige der på havet. Det handler om rutiner, der tog over og fik tiden til både at stå stille og flyve afsted.

Det handler om et hav der skiftede mellem at være mildt og skræmmende, fladt og bølget. Om at sidde tæt i cockpittet og snakke, at lægge planer for fremtiden og drømme om mad under stjernerne.

Vores ældste søn tager et bad midt på Atlanterhavet.

Børn der voksede i størrelse og sind

Det handler også om børn der voksede både indeni og udenpå. Om fiskekroge der var tomme hele vejen, men alligevel blev kastet i igen og igen. Om portugisiske orlogsmænd, pandekager og popcorn.

Det handler om en virkelig god nattesøvn, når først man fik lov at sove og om stille morgener med kaffe og udhvilet bådbaby.

Vi talte ned til ankomst, samtidig med at vi ikke kunne holde tanken om, at det snart var slut ud.

Vi fik oplevelser på Atlanterhavet, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Vi skabte minder for livet - både hos store og små.

Meget andet end kedsomhed og frygt

Når jeg skriver, at jeg ikke kan genkende hverken kedsomhed eller frygt, er det selvfølgelig fordi jeg ikke på noget tidspunkt hverken kedede mig eller var bange. Måske er den store forskel, at vi ikke havde gaster med. Vi skulle ikke tage hensyn til andre ombord. Vi kunne leve vores familieliv helt tæt og med alle sanser super skarpe fra vi vågnede, til vi gik i seng. Den store forskel er nok også, at vi havde levet et hverdagsliv ombord i to år. Alle kendte deres rolle og de tilhørende opgaver. Vi var et hold og et fællesskab.

Der var brug for børnene

Børnene mærkede, at der var brug for dem ombord. De mærkede, at hverdagen ikke fungerede, hvis ikke de ydede. Og det er, hvad det handler om. Jeg har ikke englebørn. De skændes, roder, bander, råber og smækker med dørene. De er ikke altid venner, de har ofte konflikter og de laver helst ikke deres lektier.

Men de ved, at der er brug for dem. De har erfaret, at det gør en forskel, om de deltager eller ej. Gustav på 16 år ved godt, at de 21 døgn over Atlanterhavet gled som de gjorde og blev den vilde oplevelse, fordi han tog en kæmpe tørn med nattevagter. Han tog min plads i cockpittet, så jeg kunne amme hans lillebror på 2 måneder det meste af natten, og så hans far kunne få sovet og være klar til endnu en dag.

Når man er ombord på en båd, er der ikke mulighed for at trække sig. Og det faktum har gjort, at børnene ret hurtigt opdagede, at de måtte tage fat. Hjælpe til, hvor der var behov, og blive ved at gøre det. Vi har ikke haft skærme eller internet på store dele af vores tur. Men vi har haft tid. Tid til at være familie, sig selv og en del af noget større.

Til gengæld har der været mange ting at gøre. Pligter på alle niveauer, som alle kunne deltage i. Men det var en nødvendighed, at alle deltog. Der skulle både fanges fisk, ryddes op, bages brød, tages dag- og nattevagter, m.m. Tydelige og afgrænsede opgaver, der gjorde alles deltagelse mulig og nødvendig.

Vi er lige kommet i havn i Horta, Faial. Vi har ikke haft land under fødderne i 21 dage og er flyvende.

Hvad får børnene ud af sådan et Atlanterhavskryds?

Hvad får børn så ud af at være på langtur, at få opgaver ombord og at være med til at krydse et ocean? Hvor skal jeg starte ...der er så mange gevinster ved at være tæt sammen på en lille båd. Der er så mange fordele ved at være en del af sejladsen og blive regnet med. Det er fordele, som kan overføres direkte til livet herhjemme.

Man kan ikke forcere at blive klar til at sejle over et Atlanterhav. Jeg var ikke klar to år før. Men jeg vil anbefale alle at være åbne overfor det. For vores familie er det en fælles oplevelse, som vi søger tilbage til og mindes med begejstring og taknemmelighed. Hele familien er så glade for at have oplevet det sammen.

Bare kom afsted

Jeg har egentlig mest lyst til bare at sige 'kom afsted'. Tag din familie med ud på det der Atlanterhav. Luk ned for det ligegyldige og luk op for det vigtige. Giv dig selv lov til at være i det.. For når først man er derude på havet med de vigtigste mennesker i sit liv, så er det helt tydeligt hvad der er vigtigt.

Det hele handler om at få det bedst mulige ud af de lyse timer, at få båden til at sejle godt og at være til stede. Helt simpelt og meget vigtigt.

Hvornår i livet er der ellers uanede mængder af tid til lige netop det, der giver allermest mening?

.
Rul til toppen