Båden

Praktiske fif om mærkebåde

Senest ajourført d. 1. februar 2024

Sikker sejlads

Når du sejler en mærkebåd rundt på banen under en kapsejlads, er der nogle forhold, du skal være opmærksom på. 

Hækbølge

Når en motorbåde sejler gennem vandet, trækker den en V-formet hækbølge efter sig. Især ved jollesejlads kan en hækbølge forstyrre kapsejladsen rigtig meget. Derfor skal du altid være opmærksom på, om du danner en hækbølge, når du sejler rundt. Især ved fladt vand kan en hækbølge løbe meget langt og have ekstra stor forstyrrelse af kapsejladsen. Undgå hækbølge ved ikke at sejle hurtigere end højest nødvendigt.

Undgå at være i vejen

Udover hækbølgen er det også vigtigt ikke at ligge i vejen for de deltagende både. Det er især ved topmærkerne, at du skal sikre dig, at der er afstand nok mellem mærket og mærkebåden til, at bådene kan runde mærket i flere lag, uden at mærkebåden kommer til at ligge i vejen.

Ved gaten skal du sørge for at ligge under gaten med en afstand, som igen gør det muligt for mange både at runde gaten.

Hvis du er mærkebåd for hurtigt sejlende joller, som fx 29er, 49er eller WASZP, skal du være opmærksom på, at de ofte kan sejle en del længere forbi mærkerne. Derfor skal du sørge for ekstra plads. Det gælder også i hårdt vejr, hvor især joller kan være svære at håndtere eller kan kæntre.

Et godt fif er at ligge med næsen i den retning, hvor du kan komme væk, hvis der sker noget. På den måde kan du hurtigt sejle væk uden at lave et sving eller en stor hækbølge.

Ligge stille

Det kan være svært at ligge stille ved et mærke, fx hvis man skal signalere en baneændring. Det nemmeste er at pege stævnen op mod vinden, holde motoren i tomgang og en gang i mellem sejle lidt fremad.

Hvis alt går galt...

Hvis motoren er død eller styretøjet svigter, kan du altid kaste et anker og få dig et overblik uden at drive for langt væk og eventuelt ned i banen.

Dødmandsknap

Ved sejlads med påhængsmotor er der ofte monteret en dødmandsknap, som gør, at motoren stopper, hvis føreren falder overbord. Den bør altid være monteret.

Speedbådsbevis

For at føre visse hurtiggående motorbåde, skal man have et bevis. Det gælder ofte for de både, som bruges som mærkebåde. Se mere om speedbådsbevis.

Tjekliste før afgang

Brændstof

  • Er der nok ombord?
  • Ved løs tank: Er ventilationsskruen på låget løsnet?

Liner

  • Er den forreste fortøjningsline sikret, så den ikke ryger ned under båden og går i skruen?
  • Er der andre stykker tovværk, som kan ryge i vandet?

Sikkerhedsudstyr

  • Anker
  • Dødmandsknap monteret (må ikke hænge sammen med nøglerne)
Rul til toppen