Sejlerlandsholdet

Guld og gennembrud i Kiel – dansk landshold med bred styrke og nye stjerner

Sejlerlandsholdet tager fra Kiel med masser af gode signaler, siger sportschef Peter Hansen: 'Vi kan lave medaljer og ser nye besætninger, der blander sig i toppen'.

Senest ajourført d. 25. juni 2025

Kieler Woche 2025 er rundet af, og sejlerlandsholdet kan se tilbage på en uge med guld, finaler og gennembrud på tværs af klasser og generationer.

Stævnets store danske højdepunkt var selvfølgelig, da Anna Munch sikrede sig guldet i ILCA 6. En taktisk sikker sejlads i medal race og en stærk uge hele vejen igennem cementerede hendes placering i toppen.

Men det var ikke bare en sejr i stævnet. Det var endnu et bevis på, at Anna Munch hører til blandt verdens bedste, og at hun er godt på vej til at løfte arven efter Anne-Marie Rindom. Med sejren føjer hun endnu et resultat til en forrygende sæson, der allerede tæller en fjerdeplads ved VM og en bronzemedalje i Hyères.

Anna Munch var dog langt fra den eneste dansker, der imponerede i Kiel.

Nyborg og Fuglbjerg overrasker i 49er-debut

I 49er-klassen stod en helt ny dansk konstellation for en af stævnets store overraskelser.

Daniel Nyborg, OL-styrmand fra Paris2024, har siden i vinter sejlet med Mads Fuglbjerg som ny gast. Kiel var deres første stævne som makkerpar og selv om de begge er erfarne 49er-sejlere, kræver det et sammentømret samarbejde at kunne sejle båden.

Alligevel leverede de på højt internationalt niveau hele ugen og sejlede sig komfortabelt i medal race, hvor de sluttede som 3’er. En placering, der rykkede dem op på en samlet 4. plads i stævnet – lige uden for podiet, men med et stærkt signal om potentiale og fremtid.

– Vi er lykkedes godt med at holde hovedet koldt, når vi var nede i sejladserne og sejle os op gennem feltet. Derudover har vi haft god fart og en god fornemmelse af hvor vi skulle sejle hen. Vi er helt vildt glade for vores resultat, og det er langt mere, end vi overhovedet havde drømt om, siger Daniel Nyborg.

Rask og Precht kvalificerede sig også til medal race i 49er-feltet. Desværre blev de diskvalificeret for en tyvstart (OCS) og slutter som nummer 10.

Begge danske både i 49erFX medal race

I 49erFX var det de yngste, der tog førertrøjen.

Rebekka Johannesen og Silje Cerup-Simonsen kvalificerede sig for første gang til guldfeltet i et seniorfelt. Undervejs blev de noteret for både en første- og en andenplads og med en stabil serie tog de skridtet videre og sejlede sig i medal race. Her sluttede de som 6’er, hvilket betød, at de beholdt en samlet 7. plads. Den unge besætning blev dermed bedste danske båd i klassen og beviste, at de har potentiale til meget mere.

– Vi er meget stolte af os selv og er glade for, at den træningsplan, vi lagde for et år siden, har givet pote, siger Rebekka Johannesen og suppleres af Silje Cerup-Simonsen:

– Vi er nu mere motiverede end nogensinde til at komme hjem og træne videre! Derudover så er vi bare glade for alt den læring, stævnet har givet os, både mentalt og kapsejladsmæssigt. 

De var dog ikke den eneste danske båd på startlinjen i den afgørende finale.

Jena Mai Seaton og Christina Andersen, et af Sejlerlandsholdets comeback-team, fulgte tæt efter. Med en stærk 2. plads i medal race sluttede de Kielerugen af som nummer 8 samlet – en stærk debut for duoen.

Unge sejlere træder frem i ILCA-klasserne

Også i ILCA-klasserne viste de unge danskere gode takter.

Helena Wolff kvalificerede sig til guldfeltet i ILCA 6, mens Johan Schubert og Andreas Krabbe-Christensen begge kvalificerede sig til guldfeltet i ILCA 7.

Ingen lykkedes dog med at kvalificere sig til den sidste sejlads, og Johan Schubert slutter derfor som bedste danske herrer-ILCA som samlet 18’er.

Alt i alt blev Kieler Woche således et vigtigt og opløftende stævne for det danske landshold. Det konkluderer Peter hansen, sportschef i Dansk Sejlunion.

– Vi tager fra Kiel med masser af gode signaler. Vi kan lave medaljer og topplaceringer og ser nye besætninger, der blander sig helt fremme. Samtidig er der flere unge, som begynder at røre på sig i guldfelterne. Det lover virkelig godt for dansk sejlsport både nu og i årene frem, siger han.

Rul til toppen