Anne-Marie Rindom tester formen på Aarhusbugten
Den tredobbelte OL-medaljetager er tilbage i jollen, og tanken om en ny OL-satsning spirer. Men både fysik, familieliv og setup skal gå op, før det bliver en realitet.
Den tredobbelte OL-medaljetager er tilbage i jollen, og tanken om en ny OL-satsning spirer. Men både fysik, familieliv og setup skal gå op, før det bliver en realitet.
Lysten er der. Men vejen til OL2028 er endnu lang.
Anne-Marie Rindom er tilbage i ILCA 6-jollen, og tanken om et femte OL igen er begyndt at tage form.
Men med kun to år til OL i Los Angeles og et nyt familieliv er der meget, der skal falde på plads, før det kan blive en realitet.
– Sejlsport har fyldt så meget i mit liv, så selvfølgelig har jeg savnet det. Men meget har også ændret sig siden Paris2024. Jeg er blevet mor, og det betyder, at der er nogle andre hensyn i hverdagen. Lige nu handler det derfor om at finde ud af, hvad kroppen kan holde til, og hvordan det hele kan hænge sammen, hvis jeg skal satse på en kampagne mere, siger hun.
Netop derfor handler en eventuel OL-satsning ikke kun om form og niveau for en af dansk sejlsports største profiler.
Der skal også være et stærkt setup omkring hende, der gør det muligt at kombinere eliteidræt med familieliv.
Derfor er Dansk Sejlunion i tæt dialog med både Anne-Marie Rindom og Team Danmark om at skabe de bedst mulige rammer.
– Vi er rigtig glade for, at Anne-Marie overvejer en ny OL-kampagne, og hendes nye familieliv skal der selvfølgelig tages højde for. Sammen med Team Danmark og deres familiestøtteordning arbejder vi på at skabe et verdensklasse-setup omkring hendes træning og hverdag, der gør, at hun igen kan præstere på højeste niveau og samtidig være mor, siger Dansk Sejlunions sportschef, Peter Hansen.
Midt i overvejelserne om fremtiden er glæden ved at være tilbage i jollen og en del af hverdagen i Dansk Sejlunions Elite- og Talentcenter tydelig. Især det at være en del af det danske træningsmiljø igen har været afgørende for Horsens-sejlerens beslutning om at vende retur til olympisk sejlsport.
– Jeg glæder mig meget til igen at arbejde tæt sammen med min træner Piotr (Wojewski, red.) og min træningsmakker Anna Munch. Den træningsgruppe, vi har omkring ILCA 6, er fantastisk og betyder meget for min lyst til at komme tilbage i båden, siger hun og fortsætter:
– Samtidig ved jeg, at vejen til toppen ikke bliver nem. ILCA 6-feltet er virkelig skarpt, og der er de senere år kommet mange dygtige sejlere til, herunder Anna, som havde en rigtig stærk sæson sidste år. Så selv hvis jeg finder tilbage i form, er intet givet på forhånd.
Lysten er der, Horsens Sejlklub bakker op og rammerne er ved at tage form.
Falder de afgørende brikker på plads, kan det blive begyndelsen på endnu et kapitel i en af dansk sejlsports mest markante karrierer.
Født: 14. juni 1991
Klasse: ILCA 6
Klub: Horsens Sejlklub
Olympiske meritter:
OL-bronze i Rio2016
OL-guld i Tokyo2020
OL-sølv i Paris2024
Har deltaget ved fire OL: London2012, Rio2016, Tokyo2020 og Paris2024
VM- og EM-meritter:
VM-guld i 2015, 2019, 2022 og 2024
VM-bronze i 2023, 2018 og 2016
EM-guld i 2019
EM-sølv i 2020 og 2017