At få en 49er til at sejle stærkt og vinde kapsejladser handler ikke kun om teknik. Det kræver en helt særlig rytme og et sammenspil mellem rorgænger og gast, der er svært at sætte på formel.
For Jonas Warrer, der sidste år genoptog landsholdskarrieren sammen med Mathias Sletten, er følelsen af, at makkerskabet ikke har udviklet sig i den retning, han havde håbet på, gradvist vokset frem.
Med under to år til OL i Los Angeles har han derfor valgt at stoppe samarbejdet.
– Det er en rigtig hård beslutning, fordi Mathias er en virkelig dygtig sejler og et menneske, jeg har stor respekt for. Men når ambitionen er at kæmpe med om medaljer internationalt, er jeg også nødt til at være ærlig omkring, hvad jeg føler, der skal til at få det til at fungere sportsligt, siger Jonas Warrer.
Sidste år sikrede makkerparret sig VM-bronze, men siden har resultaterne været mere svingende. Ved det nyligt afsluttede VM sluttede de som nummer 17 og dermed et stykke fra den medaljestrid, de havde håbet at være en del af.
– Sportsligt har vi haft svært ved at finde den stabilitet og sejlsportstekniske kemi, der skal til for konsekvent at være med helt fremme. Derfor er jeg også nået frem til, at det er det rigtige tidspunkt at prøve noget nyt, siger Jonas Warrer.
Nyt setup frem mod OL
Beslutningen er truffet i dialog med Dansk Sejlunions sportschef Peter Hansen og landstræner Pawel Kacprowski.
I en bådtype som 49eren, hvor samarbejdet er helt afgørende, kan selv små sprækker i troen på makkerskabet få stor betydning for udviklingen og resultaterne, forklarer landstræneren.
– Jeg har mange års erfaring med doublehanded-sejlads, og hvis rorgængeren ikke længere føler den fulde tro på projektet, bliver det meget svært at skabe topresultater, siger Pawel Kacprowski.
Samtidig er vurderingen i den sportslige ledelse, at Jonas Warrer fortsat har potentialet til at sejle med helt fremme internationalt, hvis det rigtige setup kommer på plads omkring ham.
– Jonas har tidligere vist, at han kan skabe resultater på absolut højeste niveau, og derfor tror vi også på, at han kan gøre det igen. Når vi vælger at lave en ændring nu, handler det om at give et nyt makkerskab bedst mulige forudsætninger for at udvikle sig frem mod OL og nationskvalifikationen næste år, siger Pawel Kacprowski.
Han understreger, at beslutningen dog ikke ændrer på vurderingen af Mathias Slettens niveau og potentiale.
– Mathias er en virkelig dygtig gast og har været med til at skabe nogle stærke resultater, blandt andet VM-bronzen sidste år. Skiftet efterlader ham naturligvis i en svær situation, da vi mangler en rorgænger, der kan matche hans niveau, siger han.
Fuglbjerg indtræder som ny gast
Fremover bliver det derfor Mads Fuglbjerg, der træder ind som gast for Jonas Warrer.
– Mads er en stærk gast. Han har en rigtig god føling med båden, arbejder ekstremt dedikeret og kommer med et stort commitment til projektet. Det er nogle af de vigtigste kvaliteter, når man skal bygge et nyt makkerskab op, siger Pawel Kacprowski.
Samtidig er samarbejdet mellem de to ikke helt grønt. Sidste år sejlede Jonas Warrer og Mads Fuglbjerg sammen i en periode på Mallorca, mens Mathias Sletten var skadet, og her fik de allerede en fornemmelse af, hvordan de fungerede sammen i båden.
Derfor er det også en optimistisk Jonas Warrer, der nu ser frem mod det nye samarbejde.
– Vi fandt hurtigt ind i et godt flow og samarbejde. Det føltes naturligt og ubesværet at sejle sammen, og jeg tror på, at vi kan bygge noget rigtig stærkt op over den kommende periode, siger han.
Nu venter arbejdet med at få det nye makkerskab op i fart frem mod sommerens store mesterskaber og den kommende OL-kvalifikation.
Første stævne for det nye makkerpar bliver Kieler Woche efterfulgt af EM i juli.