ATK

Udviklingsmiljøer og Den Danske Model

Gode udviklingsmiljøer skaber langt hovedparten af talenterne i dansk sejlsport. Videndeling og samarbejde er en genvej til eliten, hvis man følger 25-50-25 reglen – det giver sejlerne en varieret og inspirerende træningsrytme.

Af: Henrik Tang Kristensen - Senest ajurført d. 21. september 2020

I denne artikel

    Den Danske Model bygger på videndeling, samarbejde og erfaringsudveksling mellem sejlere, der træner sammen i udviklingsmiljøer. Modellen kan give dansk sejlsport et forspring i talentudviklingen – det beviser flere af de stærke træningsmiljøer i OL-klasserne.

    Den åbne træningskultur bærer en væsentlig del forklaringen på, at det siden er lykkedes Danmark at fostre en bemærkelsesværdig stor bredde af OL-medaljetagere gennem tiden, hvor åbne træningsmiljøer med konstant intern videndeling om grej, trim, teknik, træningsplanlægning og så videre har været én af nøglerne.

    Når vi i dag taler om ”Den Danske Model” som en hovedhjørnesten i dansk sejlsports talent- og elitearbejde, så sker det i høj grad med henvisning til gode erfaringer fra 49ernes åbne udviklingsmiljø. I dag er det et erklæret mål i dansk sejlsport at udbrede og videreudvikle Den Danske Model til at omfatte klubber og udviklingsmiljøer over hele landet.

    Udgangspunktet for Den Danske Model er, at alle sejlere på tværs af klasser og inden for de enkelte klasser, lige fra Optimistjollesejlere til olympiske klasser, fra ungdomssejlere til landsholdssejlere, træner sammen og deler deres viden. Med Den Danske Model vender vi det til vores egen fordel, at Danmark er et lille land med korte afstande og et begrænset antal sejlere, trænere og ledere, der i vid udstrækning kender hinanden på tværs af sejlermiljøet. Vi kan skabe nogle fællesskaber og unikke udviklingsmiljøer, som mange større lande vil have svært ved at etablere på samme måde. Det danske 49er-miljø er mønstereksemplet på, at det kan lade sig gøre at udvikle sig hurtigere end konkurrerende nationer med væsentligt højere budgetter.

    Hvad er et udviklingsmiljø?

    Nøglen til Den Danske Model ligger i udviklingsmiljøerne. Så hvad er et udviklingsmiljø? I relation til Den Danske Model er det andet og mere end et sted, hvor nogle sejlere træner sammen. Det er et sted, hvor træningen i både omfang og kvalitet er løftet op på et ekstra højt niveau. Træningen er målrettet, og sejlernes indstilling er seriøs. Man møder til træning hver gang.

    Udviklingsmiljøets forudsætninger

    Et udviklingsmiljø forudsætter en kulturbærer, engagerede sejlere og gode faciliteter.

    Kulturbæreren:

    Der skal være en kulturbærer, der har rollen som udviklingsmiljøets omdrejningspunkt. Kulturbæreren vil oftest være en engageret og kompetent træner, men det kan også være en klubformand eller en dygtig sejler, der nyder stor respekt. Det afgørende er, at kulturbæreren er i stand til at samle nogle talentfulde og ambitiøse sejlere omkring sig. Det er kulturbæreren, der holder sammen på udviklingsmiljøet og sikrer kontinuiteten og en løbende rekruttering af nye sejlere

    Engagerede sejlere

    Talent er en fordel, men engagement er den afgørende fællesnævner for sejlerne i et udviklingsmiljø. De skal have viljen til at investere tid og hjerteblod i, at både de selv og alle andre sejlere i miljøet bliver dygtigere. Udviklingsmiljøer er pr. definition åbne, og det betyder, at alle sejlere, der har lyst til udfordringen, skal have chancen for at komme og være med. Men de skal vide, at træningen bliver tilrettelagt ud fra niveauet hos de bedste sejlere. Man venter ikke på nogen. Det kan lyde kontant, men det er forudsætningen for at skabe den rigtige dynamik og kvalitet i træningen, hvilket igen er forudsætningen for at tiltrække, motivere og udvikle de bedste sejlere.

    Gode faciliteter:

    Alle de grundlæggende faciliteter som omklædning, slæbested og opholdsrum skal være til stede i udviklingsmiljøet. Derudover skal udviklingsmiljøet råde over et passende antal både inden for klassen, ligesom der skal være mulighed for at opbevare både også for de sejlere, der kommer længere væk fra, og som måske er medlemmer i en anden klub.
    Foruden de tre grundlæggende forudsætninger skal udviklingsmiljøet rumme et vist antal sejlere på et niveau, hvor de kan udfordre og lære af hinanden. Med op til fem sejlere er der som udgangspunkt tale om en træningsgruppe. En gruppe, der nemt bliver påvirket – og i værste fald opløst – hvis blot en enkelt båd forlader fællesskabet. Kommer gruppen op over fem både og gerne flere, begynder den at rumme en kritisk masse. Den kan fungere med uforandret kvalitet i træningen, selv om der er udskiftninger. Dermed er der skabt et udviklingsmiljø.

    Mikro- og makromiljøer

    Det er sejlernes engagement og ikke deres niveau, der skaber udviklingsmiljøet. I Danmark er der udviklingsmiljøer på alle niveauer. Alt lige fra den lokale sejlklub, hvor et hold af 10-12-årige børn og en entusiastisk træner skaber alsidige juniorsejlere – og til de professionelle rammer i talent- og elitecentrene, hvor træningen foregår efter højeste internationale målestok.

    Kravene til udviklingsmiljøet er i sagens natur langt højere i talent- og elitecentrene set i forhold til den lokale klub. Derfor er det relevant at skelne mellem mikro-udviklingsmiljøer og makro-udviklingsmiljøer.

    Mikro-udviklingsmiljøer

    Mikro-udviklingsmiljøer tæller mindst fem sejlere, der sammen skaber en ambitiøs kultur, hvor de træner målrettet og udfordrer hinanden – og hvor de også efterlever Den Danske Model ved at udveksle tips og erfaringer, støtte hinanden og evaluere i fællesskab. Der findes mikro-træningsmiljøer i rigtigt mange danske sejlklubber.

    Makro-udviklingsmiljøer

    Makro-udviklingsmiljøer findes på talent- og eliteniveau. Her er sejlerne rekrutteret fra et større geografisk område
    (en landsdel eller hele Danmark), og træningen foregår på et niveau, der svarer til ungdomslandshold eller sejlerlandshold. Et makro-udviklingsmiljø skal som målsætning sigte efter at opfylde fem centrale forudsætninger:

    1. Miljøet har løbende tilgang af nye talenter
    2. Miljøet udvikler sejlere på højeste niveau
    inden for klassen
    3. Miljøet rummer sejlere, der konkurrerer internationalt
    4. Miljøet rummer sejlere, der præsterer topresultater
    5. Miljøet har en eller flere kulturbærere,
    der sikrer drift, udvikling og kontinuitet

    Kulturbærerens opgaver

    Alle udviklingsmiljøer vokser frem på initiativ af én eller flere nøglepersoner. Det er nøglepersonen, kaldet kulturbæreren, der skaber rammerne og definerer reglerne og kulturen i udviklingsmiljøet. Kulturbæreren er omdrejningspunktet, der kan samle sejlerne omkring sig og få dem til at træne målrettet – og samtidig skabe en god stemning og et fællesskab, som sejlerne gerne vil være en del af.

    Kulturbæreren vil i de fleste tilfælde være træneren, men det kan også være en erfaren sejler, der både personligt og sejlfagligt fremstår som en rollemodel for de yngre sejlere. Kulturbæreren skal ikke selv løse alle opgaver, men han eller hun har det overordnede ansvar for at drifte udviklingsmiljøet og sikre, at træningen bliver afviklet på en kvalificeret måde, hvor alle sejlere har nogle konkrete og individuelle procesmål at stræbe efter.

    En af kulturbærerens vigtigste roller er at være til rådighed som mentor. For en ung sejler, der har et liv med skolegang, kammerater og forskellige fritidsinteresser, kan der pludselig opstå nogle svære valg, når også en gryende sejlsportskarriere på talentniveau kommer inden for rækkevidde. Der bliver behov for nogle til- og fravalg, og her er det en stor hjælp for både sejleren og forældrene at kunne trække på erfaringer fra nogen, der har set det hele før.

    Gode miljøer skaber talenter

    Det er ikke tilfældigt, hvor talenterne kommer fra. Historisk set er det tydeligt, at nogle sejlklubber gennem årene har vist sig dygtigere end andre til at fremelske talentfulde sejlere, som senere hen er blevet verdensstjerner og har vundet olympiske medaljer.

    Klubbens størrelse og antal sejlere er ikke i sig selv afgørende, det er heller ikke klubbens faciliteter eller dens trænere isoleret set, der gør forskellen.

    Men kombinationen af de tre faktorer – størrelse, faciliteter og gode trænere – er sammen med en særlig klubånd, der får sejlerne til at føle sig hjemme og samtidig understøtter deres ambitioner, nogle af de ingredienser, der går igen hos de klubber, der skaber talenterne.

    Når Dansk Sejlunion arbejder målrettet på at udbrede Den Danske Model og skabe attraktive træningsmiljøer, så handler det om at komme tættere på at kunne definere nogle objektive rammer for, hvordan klubber over hele landet kan være med til at styrke talentudviklingen i dansk sejlsport.

    Et åbent miljø

    Et godt udviklingsmiljø er også et åbent udviklingsmiljø. Alle sejlere, der har lyst til at være med, og som er parate til at yde en engageret træningsindsats, skal have chancen for at deltage. Men alle skal også være klar over, at niveauet i træningen altid fastlægges efter højeste fællesnævner. Fokus er på de hurtigste både, og ingen – heller ikke træneren – venter på de, der ligger bagerst eller ender ude i sivene.

    Der vil næsten altid dukke sejlere op, som i første omgang ikke helt har niveauet til at følge med. Men det kan hurtigt ændre sig. De bagerste sejlere er oftest dem, der har den stejleste udviklingskurve. Det motiverer dem at være en del af et spændende miljø, og samtidig er det en effektiv mesterlære at observere sejlere, der er dygtigere og hurtigere end én selv.

    Det er vigtigt, at nye sejlere respekterer udviklingsmiljøets spilleregler fra første dag. En sejler, der overholder aftaler, har styr på sit grej og møder op til tiden, bliver med det samme et aktiv for miljøet og ikke et irritations- moment.

    Som træner skal man være meget opmærksom på at balancere sin egen rolle i udviklingsmiljøet. Især i makro- miljøerne er det naturligt, at visse elitebåde har højere prioritet end andre – og derfor er tilgodeset med ekstra trænerressourcer. Her er det vigtigt, at det sker i fuld åbenhed, så alle sejlere i miljøet kender baggrunden og kender deres egen plads i hierarkiet. Det vil sejlerne generelt have forståelse for. En uoplyst prioritering mellem bådene kan derimod ødelægge mulighederne for at skabe den nødvendige og gensidige tillid i udviklingsmiljøet.

    Videndeling

    Kernen i det velfungerende åbne ud- viklingsmiljø er Den Danske Model – ideen om, at sejlere og trænere opbygger en systematisk kultur omkring videndeling, samarbejde og erfaringsudveksling. Alle hjælper og støtter hinanden, og der er ingen indbyrdes hemmeligheder blandt de sejlere, der går ind i miljøet med alt, hvad de har.

    Videndelingen og samarbejdet i miljøet er som udgangspunkt et tilbud og ikke et krav til sejlerne. For langt de fleste vil et velfungerende udviklings- miljø være attraktivt, men der skal også være plads til individualister, som gerne vil træne med i gruppen, men afstår fra at gå dybere ind i samarbejdet. Det afgørende er, at alle er åbne om, hvor de har hinanden – og at ingen kører på frihjul. Det er trods alt en delikat sag at dele sine bedste tips med andre sejlere, som man ligger og kæmper med ved stævnerne.

    Videndelingen omfatter alle dele af livet som kapsejler. Fx trim i forskellige situationer, erfaringer med master, sejl og andet grej, foruden kendskab til vind, strøm, bølger og kystforhold på steder, der skal sejles kapsejladser. Med til videndelingen hører også alt det uden om sejladserne, fx koordinering af kalendere og gensidig hjælp med transport, planlægning og andre praktiske ting.

    Videndelingen går på kryds og tværs blandt alle i udviklingsmiljøet, om end det i praksis primært er de ældste og mest rutinerede, der giver deres viden og erfaring videre. I elitemiljøerne er der en yderligere dimension, fordi de bedste sejlere ofte har adgang til at teste fabriksnyt grej. Det giver dem en ekstraordinær indsigt, som alle sejlere på et lidt lavere niveau kan få glæde af.

    Sådan er det gode udviklingsmiljø

    • Træningskulturen er baseret på åbenhed, videndeling og samarbejde.
    • Talent- og elitesejlere træner sammen – det skaber mesterlære for talenterne.
    • Talentsejlere anspores til at tænke bredt i specialiseringsårene, dvs. træne i flere bådklasser og dyrke andre sportsgrene, især om vinteren.
    • Talentsejlere er tålmodige og har fokus på deres langsigtede udvikling.
    • Talent- og elitesejlere bevarer en tilknytning til deres hjemklub – ved fx at deltage i træningspas, træne yngre sejlere eller på anden måde at føre viden og erfaring tilbage til klubben (25-50-25-reglen).
    • Miljøet stræber efter et integreret samarbejde, hvor trænere, forældre, klubber og Dansk Sejlunion er i løbende dialog om, hvad der er bedst for den enkelte sejler.
    • Trænerne holder sig opdateret med viden og følger Dansk Sejlunions træneruddannelser.
    • Det skal være sjovt at sejle – miljøet lægger vægt på fællesskab gennem træning og evaluering i grupper foruden fælles oplevelser og aktiviteter.

    Videndeling og 25-50-25-reglen

    I både sejlsport, fodbold og mange andre idrætsgrene kan man styrke de aktives udvikling ved at skele til den såkaldte 25-50-25-regel. Ideen er, at man bruger 50 procent af sin træningstid på at træne sammen med andre på samme niveau som én selv. 25 procent af tiden træner man med nogle, der er bedre end én selv, og i de sidste 25 procent træner man med nogen på et lavere niveau end én selv. Ved at følge reglen får de aktive en varieret træningsrytme, der både rummer store udfordringer og ’lette’ træninger, hvor man kan brillere lidt ekstra.

    Den Danske Model med åbne udviklingsmiljøer er udtryk for en work smarter-metode, der sikrer, at vi skaber størst mulig bredde trods relativt få topsejlere. Vi skal være både smartere og mere innovative end vores konkurrenter for at bevare vores internationale topposition. Derfor er der intet alternativ til Den Danske Model.

    25-50-50-reglen er i høj grad understøttet af Den Danske Model, og den ligger i tråd med Dansk Sejlunions målsætning om at skabe overlap blandt både trænere og sejlere, således at viden og erfaring bliver fordelt både på tværs og vertikalt i det danske sejlermiljø.

    Det er også 25-50-25-reglen, der gør sig gældende i forhold til, hvordan videndelingen foregår i de enkelte udviklingsmiljøer. I et talent- og elitecenter træner de bedste/ældste sejlere primært med andre på samme niveau. Indimellem træner de med yngre sejlere på et lavere niveau, og andre gange er de med i internationale træningsgrupper, hvor niveauet er det højest tænkelige. De yngre sejlere har både deres eget og et højere trænings- niveau i centret. Det lavere niveau får de ved fx en gang om ugen at træne i deres hjemklub – og måske i ny og næ påtage sig et trænerjob for nogle af klubbens yngste sejlere.

    Effekten af de hele er, at alle sejlere følger 25-50-25-reglen, og samtidig kanaliseres viden og erfaring hele vejen fra topniveauet og videre til klubber og i sidste ende sejlere på begynderniveau.

    Motivation for videndeling

    Videndelingen i Den Danske Model går primært to veje: på tværs mellem sejlere på samme niveau og vertikalt fra de ældste/bedste sejlere til de næstbedste og videre igen til de næste niveauer. Begge veje har nogle indbyggede dilemmaer.

    For man kan med god ret stille spørgsmålet, hvilken værdi en erfaren 22-årig elitesejler opnår ved at dele ud af sin møjsommeligt oparbejdede viden til et kuld af 16-årige, der knap har overvundet første jolleskifte? Svaret er, at der i høj grad er merværdi at hente også for de bedste sejlere.

    For det første bidrager de med deres videndeling til at løfte det samlede niveau i udviklingsmiljøet – det kommer dem selv til glæde i form af skarpere træningsmodstand. For det andet lærer de at sætte ord på, hvad det er, de gør.

    Når man skal forklare noget, fx et bestemt trim eller en taktisk finesse, så stiller modtagerne spørgsmål, og man kommer automatisk til at reflektere over sine handlinger og indarbejdede vaner. Vaner, som måske kan have godt af lidt nytænkning. En tredje gevinst for de bedste sejlere er, at dialogen med yngre sejlere sætter deres egen status som forbilleder og rollemodeller i perspektiv. Det giver et løft til selvtilliden, når man oplever at blive beundret og respekteret for at kunne noget særligt.

    Trænerne og Den Danske Model

    Ideen om Den Danske Model gælder ikke kun blandt sejlerne. 25-50-25-reglen gælder i lige så høj grad for trænere. Derfor er det vigtigt, at trænere på alle niveauer samarbejder og deler viden. Det kan foregå på mange måder, som eksempelvis:

    Workshops: Videndeling via workshopper, seminarer eller tilsvarende med deltagelse af trænere fra klubber, udviklingsmiljøer, talent- og elitecentre og Dansk Sejlunion (kan foregå både regionalt og på landsplan).

    Uddannelse: Dansk Sejlunions træneruddannelser er tæt forbundet med Den Danske Model. Indholdet på uddannelserne vil i stigende grad tage direkte afsæt i modellens grundpræmisser.

    Trænerinspiration: Professionelle trænere (bl.a. fra talent- og elitecentre) tager ud og deltager i klubtræninger med henblik på at skabe inspiration, dele viden og bygge relationer. Omvendt kan klubtrænere hente inspiration ved at følge træningen på talent- og elitecentre eller andre etablerede udviklingsmiljøer.

    Udskilningsforløb - dilemaer

    At dele al sin viden med sejlere på samme niveau er en fordel for alle parter, og alt andet lige vil der være en naturlig balance mellem det, man giver, og det, man får. Dilemmaet ligger til gengæld i, at sejlere i samme klasse også er hinandens indbyrdes konkurrenter, når der skal kæmpes om titler og medaljer ved stævner i ind- og udland.

    For sejlere på landsholdsniveau er dilemmaet ekstra tydeligt, fordi topplaceringer har direkte indflydelse på deres karrierevilkår i form af sponsorering, støttekroner og kvalifikation til store stævner med adgangsbegrænsning.

    Hvis Den Danske Model skal fungere, må både sejlere og trænere forstå og acceptere en grundpræmis om, at det er den fælles træning og videndeling i udviklingsmiljøet, der baner vej for topresultater – men det er den individuelle performance til stævnerne, der i sidste ende er afgørende for hver enkelt sejlers karriereudvikling. Samme grundpræmis skal også være et hovedbudskab på træneruddannelserne.

     I et større perspektiv er topresultater – uanset hvilke både der opnår dem – med til at styrke sejlsporten i Danmark. Succes giver medieeksponering, tiltrækker sponsorer og skaber forbedrede rammevilkår, som alle sejlere får glæde af i sidste ende. Derfor har alle i udviklingsmiljøet en egeninteresse i at støtte hinanden mest muligt.

    Videndeling suspenderet

    Når det er sagt, så hører det med, at videndelingen ikke kan fungere i de mest tilspidsede forløb, som når flere både kæmper om den samme OL- plads. Konkurrencen er hård, og enhver er sig selv nærmest under de afgørende kvalifikationssejladser. Løsningen er, at de konkurrerende både aftaler at gå hver til sit på et bestemt tidspunkt. De kan stadig træne sammen, men de fælles forpligtelser i udviklingsmiljøet og især videndelingen er suspenderet, indtil kvalifikationen af afgjort.

    Andre relevante emner: