Inspiration til bestyrelsens forretningsorden
Find inspiration til, hvordan bestyrelsen kan forventningsafstemme og arbejde målrettet med fremdrift i bestyrelses- og udvalgsarbejde.
Find inspiration til, hvordan bestyrelsen kan forventningsafstemme og arbejde målrettet med fremdrift i bestyrelses- og udvalgsarbejde.
Alle bestyrelser kan have gavn af en god forretningsorden, så man har afstemt forventninger og defineret spilleregler for, hvordan bestyrelsen samarbejder.
Forretningsordenen er styrende for fx bestyrelsesmøder og det arbejde, der foregår imellem disse.
I nedenstående dokumentskabelon kan bestyrelser finde inspiration til at arbejde med relevante spørgsmål, så bestyrelsen i samarbejde kan formulere en forretningsorden. Det er vigtigt, at alle bestyrelsesmedlemmer kan se sig selv i forretningsordenen, så der er enighed om, hvordan man samarbejder. Derfor kan det også tage noget tid at formulere en god forretningsorden, og ligeledes bør bestyrelsens forretningsorden tilpasses efter hver generalforsamling, hvor der er valgt nye bestyrelsesmedlemmer.
Nedenstående skabelon er ikke nødvendigvis udtømmende, men kan tjene til inspiration til emner, som ofte kan afbøde misforståelser/konflikter i bestyrelser, med udvalgsmedlemmer, frivillige, trænere og klubbens medlemmer. Ikke mindst kan nedenstående emner være en hjælp til, at bestyrelser arbejder konstruktivt og målrettet for at sikre en fremdrift i bestyrelsens arbejde.
Med en god forretningsorden for bestyrelsens arbejde skabes der rammer for, at alle bestyrelsesmedlemmers faglige kompetencer kommer i spil i bestyrelsesarbejdet – også uafhængigt af det enkelte bestyrelsesmedlems personlige fritidsinteresser.
Når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer til klubbers generalforsamlinger, er det oftest sådan, at klubbens medlemmer vælger bestyrelsesmedlemmer på baggrund af deres engagement, holdninger værdier og evner til at være repræsentanter for særlige interesser. Det kan fx være ift. sejlsport for børn og unge, sejlerskole, tursejlads, kapsejlads, windsurfing, klubhus mm.
Med andre ord er der ofte fokus på at klubbens aktiviteter skal fungere på et operationelt niveau, mens der er mindre fokus på, om den samlede bestyrelse sammensættes på baggrund af en række ledelsesmæssige kompetencer, som ideelt skal være til stede for at drive et godt bestyrelses- og udvalgsarbejde på et mere overordnet fremadskuende og strategisk niveau.
Hvis du har interesse i at stille skarpt på ledelsesmæssige kompetencer og bestyrelsesarbejde, opfordrer Dansk Sejlunion til, at følge kurset "Det gode bestyrelsesarbejde", hvor du bliver introduceret til fx metode i ledelse særligt tilpasset sejlklubber og surfklubber.