Under vandlinjen | Forårsklargøring

To-farve metoden - den smarte måde at bundmale

Den billigste, nemmeste og mest miljøvenlige metode til at holde bunden pæn og fri for begroning.

Nem og billig metode til bundmaling
Af: Morten Kjems - senest ajourført d. 16. marts 2022

Indhold

    Ekspandér

    Billig, nem og miljøvenlig metode til bundmaling

    Den traditionelle tilgang til at holde bunden pæn er at male hele bunden med bundmaling hvert år. Det opbygger langsomt mange lag af maling, der til sidst skal skrabes af, og så kan man begynde forfra... Men der findes en nemmere metode, der ikke opbygger nye lag, er lige så effektiv, mere økonomisk og langt mindre arbejdskrævende. Vi kalder den for 'to-farve metoden'.

    To-farve metoden

    Denne metode går i alt sin enkelhed ud på at male bunden med én farve bundmaling og så give to lag med en anden farve ovenpå.

    Når båden igen kommer på land, maler du kun der, hvor du kan se den første farve. På denne måde påfører du kun maling der, hvor den faktisk mangler. Det giver en lige så god beskyttelse, men er mindre arbejdskrævende, bedre for miljøet og billigere end den traditionelle tilgang.

    Her gennemgår vi de enkelte trin i to-farve metoden.

    Trin 1: Gør klar til ny bundmaling

    Det første, du skal gøre, er at gøre bunden klar til ny bundmaling. Er du i tvivl om, hvordan du griber det an, kan du læse vores artikel Gør båden klar til ny bundmaling - Sådan gør du.

    Når bunden er afrenset og har fået primer (vist med grå farve herunder), kan du gå til trin 2 og gå i gang med første lag bundmaling.

    Hvis der kun er få lag bundmaling på bunden, og den i øvrigt er jævn, kan du springe direkte til trin 3 og udelade det første lag bundmaling.

    Bundmaling trin 1

    Trin1: Båden er renset af og har fået primer. Nu er den klar til ny bundmaling.

    Trin 2: Påfør første lag bundmaling

    Når båden er afrenset og har fået primer, påfører du ét lag bundmaling. Her skal du vælge en anden farve, end den du vil afslutte med. Vælg en farve, der har en stærk kontrast til den afsluttende farve. Her er der valgt en blå farve. Malingen påføres som vanligt efter de retningslinjer, som producenten anfører.

    Bundmaling trin 2

    Trin 2: Bunden har nu fået ét lag blå bundmaling.

    Trin 3: Påfør andet og tredje lag bundmaling

    Når første lag blå maling er tørt, er du klar til andet og tredje lag. Det påfører du på samme måde som første lag. Den eneste forskel er farven. Det er vigtigt at malingen er af samme type og fra samme producent, så den er kompatibel med første lag. Her har vi valgt at afslutte med en rød maling. Du vælger selvfølgelig selv den farve, som, du synes, passer bedst til din båd.

    Nu er de indledende trin overstået, og din båd er klar til at komme i vandet. Det følgende trin skal du først foretage næste gang, båden kommer på land, og det er her, du bliver belønnet for dit indledende arbejde.

    Bundmaling trin 3

    Trin 3: Bunden har nu fået to lag rød bundmaling og malerarbejdet er færdigt.

    Trin 4: Pletmal hvor det behøves

    Næste gang din båd kommer på land, vasker du den ned for slim og fjerner, hvad der måtte være af rurer. Der er næsten altid en enkelt stædig en, der har fået fat. Særligt hvis det er et område, hvor du ikke har kunnet komme til med malerrullen - eksempelvis der, hvor båden har stået på kølen.

    Når det er klaret, og båden er tør, går du bunden efter. De steder, hvor de yderste lag bundmaling er poleret af, vil du kunne se den blå farve. Nu kan du nøjes med at pletmale der, hvor den blå farve kan ses. Alle de steder, hvor der stadig er rødt, undlader du at male. På denne måde sikrer du, at der er tilstrækkelig bundmaling til at beskytte bunden, men undgår, at der opbygges mange lag af maling. Når du har pletmalet, er båden klar til at komme i vandet igen.

    Hvis du ikke har sejlet så meget efter første behandling, er det ikke sikkert, at der er nogen pletter overhovedet. Så undlader du bare at male. Du begynder først på pletmalingen, når pletterne begynder at dukke op.

    Bundmaling trin 4

    Når båden kommer på land igen, kan du nemt se, hvor den yderste maling er poleret af.

    Bundmaling trin 5 - pletmaling

    Det er hurtigt at pletmale de blå områder og forbruget af maling er minimalt.

    Når båden igen kommer på land, gentager du blot trin 4 - tjekker bunden og maler, hvor der er blåt. Det letter arbejdet markant.

    Det tager typisk en times tid og under en 1 liter maling at pletmale en 30 fods båd med denne metode.

    Båd i kran

    Denne båd er lige kommet op efter en sæson. Båden er kun blevet pletmalet de seneste 10 år. Bunden jævn og der er ingen begroning. Kun lidt almindeligt skidt der hurtig vaskes af.

    De blå pletter er nemme at spotte og hurtige at give en tur med malerrullen.

    Det eneste minus ved denne metode er, at bunden ser uensartet ud, men ved nærmere eftersyn kan man se, at den er jævn og fin. Nå ja, og så kan det være, at dine kammerater på havnen kalder din båd for 'Plet', men fordelene opvejer nemt disse ulemper. 

    Det er også en væsentlig fordel ved denne metode, at den er meget skånsom for miljøet, da forbruget af bundmaling og rester på havnen er minimalt.

    Mere om bundmaling

    .
    Rul til toppen