Windsurfing og kitesurfing

Hvor må man windsurfe og kitesurfe?

Som udgangspunkt må man windsurfe og kitesurfe langs alle danske kyster - medmindre der er lokale restriktioner.

Af: Henrik Tang Kristensen - senest ajurført d. 28. marts 2020

I denne artikel

    Yderligere information:

    Kontakt:

    Henrik Tang Kristensen
    Konsulent

    Vi er mange, som elsker naturen!

    Ikke desto mindre er der ikke altid enighed om, hvordan vi må tage på oplevelse i den grønne skov eller på den blå legeplads.

    Der er eksempelvis interesseorganisationer, der har en politisk målsætning om, at windsurfing - og i særdeleshed kitesurfing - skal være forbudt i såkaldte Natura2000-områder. Det er områder, som udgør mange hundrede kilometer af den danske kystlinje!

    Hvor må man windsurfe og kitesurfe?

    Som udgangspunkt må man windsurfe og kitesurfe langs alle danske kyster - medmindre der er lokale restriktioner. På nedenstående link kan du tilgå et kort, hvor du kan se info om det aktuelle spot, du vil windsurfe eller kitesurfe på, og om der eksempelvis er begrænsninger i bestemte perioder.

    (bemærk at kortet skal åbnes i en webbrowser på mobile enheder).

    Det organiserede fællesskab er afgørende!

    Dansk Sejlunion arbejder for, at windsurfere og kitesurfere har lov til at bruge naturen på lige fod med alle andre naturelskere. Lad os dyrke og styrke vores fælles interesse!

    Dansk Sejlunion ønsker ikke at se forbudsskilte rundt på de de danske strande - og hvis du vil bakke om om det, er det afgørende, at du selv bidrager til fællesskabets bedste!

    Der er ikke nogen tvivl om, at den enkelte windsurfer eller kitesurfer i Danmark har brug for et talerør til myndighederne.

    Dansk Sejlunion deltager i processen omkring regulering af brugere af naturen - herunder på de enkelte surfspots. Vi tager dialogen med Naturstyrelsen, Friluftsrådet, kommuner og andre relevante parter, hvis der er begrænsninger eller fredninger under opsejling.

    Dansk Sejlunion samarbejder desuden med klasseorganisationerne Kiteboarding Danmark og Dansk Brætsejlerorganisation, hvor vi i samarbejdet har opnået gode resultater. Det arbejde ønsker vi at kunne fortsætte med, fordi vi fortalere for, at windsurfere og kitesurfere skal have lov til at være frie fugle - selvom vi er en truet art.

    Dansk Sejlunion opfordrer derfor også til, at windsurfere og kitesurfere er en del af den organiserede idræt. Man kan støtte op om arbejdet ved at melde sig ind i en lokal klub eller for 'uorganiserede' kitesurferes vedkommende i Kiteboarding Danmark.

    Vi arbejder for:

    Dansk Sejlunion er af den overbevisning, at fakta skal på forhandlingsbordet, når vi tager dialogen om begrænsninger/forbud af windsurfing eller kitesurfing. Hvis der skal tages særlige naturhensyn for fx at beskytte truede dyrearter, der bliver forstyrret af vores sport, skal vi naturligvis ikke windsurfe eller kitesurfe på det aktuelle spot. Men det bør være videnskabeligt dokumenteret, at aktiviteterne på det aktuelle spot er til skade for naturen.

    Dansk Sejlunion har den samme holdning til naturen som andre interesseorganisationer: ”naturen skal beskyttes, men også benyttes". Vi har grundlæggende den samme interesse som alle andre naturelskere: at komme ud i det fri, og at opleve naturen.

    Ligesom andre interesseorganisationer vil vi inspirere til at bruge naturen og at få større forståelse for den.

    Dansk Sejlunion forhandler ud fra fakta. Følelser og antagelser bør ikke være anledning til begrænsninger for at færdes i naturen!

    Ud over at tale windsurfers og kitesurferes sag i forbindelse med fredninger og bekendtgørelser om regulering af brugen af naturen har Dansk Sejlunion også et godt samarbejde med fx kommuner, Friluftsrådet og Naturstyrelsen om at udvikle faciliteter til glæde for windsurfere og kitesurfere. Dette arbejde støtter du også ved at melde dig ind i det organiserede fællesskab - enten i en lokal klub eller for 'uorganiserede' kitesurferes vedkommende i Kiteboarding Danmark.