ATK

To anbefalede spor i træningen af børn og unge

Dansk Sejlunion anbefaler to spor i træning af børn og unge. Henholdsvis et "motionistspor" for adventure-sejlere samt et "afprøvnings-spor" for sejlere, som vil præstere på højt niveau.

Af: Henrik Tang Kristensen - Senest ajurført d. 27. august 2020

I denne artikel

    Målrettet træning eller selvorganiseret leg

    Det er bredt anerkendt, at det kræver mange timers træning at nå på et højt niveau. Men mange timer på vandet er langt fra et udtømmende svar på at skabe et godt fælles fundament, hvor sejlere kan ’shoppe’ mellem forskellige aktivitetstilbud.

    Et gammelt ordsprog hedder, at ”øvelse gør mester”, og der er en indbygget pointe om, at et medfødt talent ikke fører nogen vegne hen uden at være ledsaget af en betydelig mængde fokuseret træning.

    Selvom det er bredt anerkendt, at der skal en enorm træningsindsats til for at nå eliteniveau, så er 10.000 timers-reglen langt fra et udtømmende svar på, hvordan et talent finder vej til toppen. Dansk Sejlunion anbefaler klart, at personlig udvikling og engagement er afgørende – også for at nå hele vejen til verdenseliten – og at bevidst målrettet træning først finder sted fra 15-års alderen og kun for de sejlere, som reelt ønsker at præstere på højt niveau.

    Ovenstående modsætninger rejser spørgsmål om, på hvilke alderstrin en bestemt slags træning eller tilgang er optimal. Og hvad de eventuelle omkostninger ved, at børn udøver store mængder struktureret træning i en for tidlig alder er.

    Disse spørgsmål har den canadiske professor og sportspsykolog, Jean Coté, besvaret i forskellige sammenhænge, og hans modeller spiller en central rolle i Dansk Sejlunions grundidéer om tidssvarende aktiviteter for alle typer af børn og unge sejlere. I et langvarigt samarbejde med Kristoffer Henriksen, sportspsykolog i Team Danmark og forsker ved Syddansk Universitet, er Jean Cotés modeller tilpasset de rammer, vi arbejder inden for i dansk sejlsport.

    Jean Coté har blandt andet undersøgt udøvere inden for teknisk komplekse idrætter, og han når frem til, at mange timers træning ikke i sig selv er afgørende for, om et talent når et eliteniveau eller ej. Til gengæld konstaterer han, at der er store forskelle i, hvordan udøverne engagerer sig ved siden af den målrettede og trænerstyrede træning. Det viser sig, at eliteudøverne gennem hele forløbet har dyrket en større andel af ”deliberate play” – et begreb, der kan oversættes til ”selvorganiseret legende træning”. Det er træning, som børn og unge selv står for, og hvor de organiserer reglerne på en måde, så legen og glæden er maksimeret. I sejlsport kan det fx være et træningspas, hvor en gruppe sejlere tager ud på egen hånd og laver baner med de ting, der nu en gang er til rådighed – fx et par bøjer og en båd, der ligger for svaj.

    I forhold til den træning, som en træner står for, så giver den selvorganiserede træning udøverne bedre muligheder for at eksperimentere med fx tekniske detaljer og det taktiske indhold. Det styrker udøvernes evne til at træffe selvstændige beslutninger. Samtidig går en større del af tiden med reel træning, fordi der er færre forklaringer og mindre ventetid.

    Nedenfor ses dikotomier mellem selvorganiseret leg sat over for bevist målrettet træning.

    Styrket motivation

    Vigtigst af alt styrker den selvorganiserede træning udøvernes indre og langtidsholdbare motivation. Udøverne træner, fordi de har lyst, og fordi det er sjovt – ikke fordi, en træner siger, at de skal. De træner ud fra nogle præmisser, de selv formulerer – ikke på basis af regler, baner og metoder, som en træner har fastlagt.

    I sejlsport er både viljen og evnen til at organisere sin egen træning og træffe selvstændige beslutninger vigtige egenskaber at have med, hvis målet er at skabe en karriere som elitesejler.

    Hvis man overfører Jean Cotés tanker til sejlklubben, så indebærer det, at både trænerne og klubbens rammer skaber grobund for, at børn og unge kan dyrke den selvorganiserede legende træning. En sejlsportstræner, der tror på sen specialisering og bevidst selvorganiseret leg, vil anbefale sine sejlere at dyrke flere idrætsgrene i de tidlige år og først snævre ind til én sport (sejlsport, forhåbentlig) senere i karrieren, fordi sen specialisering giver en god og bredt funderet base af sportslige kompetencer.

    En af de interessante konklusioner fra Cotés studier er netop, at eliteudøverne i deres tidlige år har dyrket flere idrætsgrene – og dermed specialiseret sig senere – end de udøvere, der ikke nåede eliten. Træneren vil også arbejde for, at sejlklubben er lagt an på, at de unge selv kan tage ud at sejle og dermed organisere deres egen træning uden for de formelle træningstider – og uden, at det kræver voksne i følgebåde.

    Denne selvorganiserede træning forudsætter naturligvis, at sejlerne er på et vist niveau inden de kan tage ud på egen hånd uden en følgebåd som sikkerhedsforanstaltning. Dansk Sejlunion anbefaler, at man anvender Diplomsejlerskolen som rettesnor i forhold til klubbens sikkerhedspolitik.  

    Udviklingsmodel for idrætsdeltagelse

    Jean Coté illustrerer forskellene mellem tidlig og sen specialisering i en model, han kalder Developmental Model of Sport Participation - oversat til Dansk "Udviklingsmodel for idrætsdeltagelse. Modellen viser de mulige karriereveje for en ung sportsudøver. Som udgangspunkt står valget mellem tidlig og sen specialisering.

    Ved tidlig specialisering bliver udøveren fra første færd sporet ind på en elitevej med målrettet træning og fokus på resultatet, mens der ikke er megen plads til den selvorganiserede leg. Ved sen specialisering er der indledningsvis en række prøveår baseret på leg, glæde og afprøvning af forskellige idrætsgrene. Sidstnævnte kan både være idrætsgrene uden for sejlsporten – fx fodbold – eller discipliner inden for rammerne af sejlklubben. Man kan forestille sig, at sejlerne afprøver forskellige bådtyper eller bruger tid på at lære at surfe – eller omvendt, at surferne sætter tid af til at prøve kræfter med en jolle. Afprøvning kan også handle om at bytte plads og skifte konstellationer i 2-personers joller eller agere gaster på en kølbåd med erfarne sejlere om bord. Afprøvning giver sejlerne en oplagt mulighed for at møde andre sejlere, samtidig får de en bredere forståelse af deres idræt, og som noget af det vigtigste, så er prøveårene med til at sikre deres motivation for sejlsport.

    Jean Cotés model rummer tre søjler med hver sin mulige karrierevej for en ung sejler.

    Jean Cotés model (her tilpasset sejlsporten) rummer tre søjler med hver sin mulige karrierevej for en ung sejler. Søjlen til højre viser den direkte elitevej med målrettet træning fra begyndelsen. Metoden kan skabe topsejlere, men kan også føre til et stort frafald. Dansk Sejlunion anbefaler unge sejlere at følge enten midtersøjlen eller søjlen til venstre. Midtersøjlen, der er baseret på sen specialisering, kan både skabe topsejlere og samtidig sikre, at de næstbedste bliver i sporten.

    Ulemper ved tidlig specialisering i sejlsport

    Som udgangspunkt egner den tidlige specialiseringsvej sig bedst i sportsgrene, hvor udøverne er nødt til at toppe tidligt, hvis de vil gøre sig håb om en karriere på internationalt niveau. I redskabsgymnastik gælder det i udtalt grad, men også i fx svømning og tennis er chancen for en topkarriere reelt forpasset, hvis ikke udøverne allerede i teenageårene viser potentiale.

    Bagsiden er, at jagten på konstant fremgang kan gå ud over glæden ved idræt og dermed øge frafaldet. Tidlig specialisering stiller derfor ekstra store krav til trænere, ledere og forældre, og den tidlige specialisering er ikke nødvendig i sejlsport for de sejlere, som gerne vil gøre karriere på internationalt niveau.

    To anbefalede spor efter prøveårene

    Efter prøveårene deler Coté-modellen sig i to, hvor det ene spor gradvist følger en mere målrettet vej i retning mod sen specialisering. Udøveren begynder nu at træne fokuseret for at se, hvor langt talentet kan bære. Der er stadig plads til den selvorganiserede leg, men den aftager i takt med, at den målrettede træning trappes op. I det andet spor er der ingen specialisering, udøveren forbliver motionist – også kaldt adventuresejler – gennem hele sin aktive tid. For adventuresejlere handler det primært om at have det sjovt, at få gode oplevelser på vandet og i klublivet – og i øvrigt sikre sig en sund levevis.

    Fleksible sejlere

    Sen specialisering passer især til sportsgrene, hvor man kan tillade sig at toppe sent. Sejlsport er et godt eksempel. Mange sejlere deltager ved OL og andre store mesterskaber i en relativt høj alder – fra 25 år og opefter. En anden væsentlig pointe er, at adventuresejler-vejen og den anbefalede elite-vej følges ad indtil 15-års alderen. Det er således ret nemt at skifte mellem de to spor. Adventuresejlere, der bliver grebet af at sejle kapsejlads og gerne vil se, hvor langt talentet rækker, har stadig chancen. Omvendt kan kapsejleren, der mister lysten til hård træning, men stadig elsker at sejle, uden problemer bevare sin tilknytning til sporten – og måske optrappe senere hen, hvis motivationen vender tilbage.

    Det sker kun sjældent, at sejlere, der fra en tidlig alder har specialiseret sig og nærmest kun har prøvet at træne målrettet, ender med at finde sig til rette som adventuresejlere. Oftest vælger de i stedet helt at forlade sejlsporten. Denne uheldige tendens er værd at have med i overvejelserne, når vi samtidig ved, hvor få sejlere der i sidste ende slipper gennem nøglehullet til den internationale elite.

    Andre relevante emner: