Sejl og Motorbådsklubben Grønsund stod for få år siden ved en skillevej. Medlemstallet dalede og gennemsnitsalderen steg i den falstringske forening. Fortsatte prognosen, ville der ikke gå mange år, før Grønsund måtte dreje nøglen om. Skulle klubben overleve, måtte der derfor ske noget. Men hvad? Det spørgsmål satte bestyrelsen sig for at undersøge, forklarer formand Finn Jørgensen over en kop kaffe i klubhuset på Stubbekøbing Havn sammen med klubbens kasserer og næstformand.

– Hvis ikke vi gjorde noget, kunne sidste mand lukke og slukke om få år. Det var dér, vi var. Størstedelen af os var en flok ældre herrer. Vi havde næsten ingen medlemmer under 18 år, og der var ingen til at tage over på posterne, siger han.

Derfor gennemførte de en spørgeskemaundersøgelse blandt klubbens medlemmer for at få deres input til, hvor foreningen skulle bevæge sig hen. Skulle de afvikle eller udvikle, og hvis valget faldt på det sidste, hvordan gjorde de så det. Efter undersøgelsen inviterede bestyrelsen til en hel dags konference, hvor svarene blev diskuteret og en ny strategi tog form.

– Halvdelen af medlemmerne mødte rent faktisk op. Det viste os noget om, at de ønskede, at klubben skulle overleve, og at de så sig selv som en del af løsningen, siger han.

I løbet af dagen blev de mange input fra undersøgelsen skåret ned til fem centrale punkter, og en fem-årsplan for klubbens overlevelse blev iværksat. 

Sejl og motorbådsklubben Grønsunds fem indsatsområder

  1. At udvikle fællesskab og oplevelse og social involvering for gamle og nye medlemmer. Endnu større åbenhed
  2. At imødekomme de unges interesser i forbindelse med sejlads
  3. At markedsføre sejlklubben bedre. Det sker for at skaffe nye unge og yngre medlemmer
  4. Skabe bedre kontakt til de omkringliggende skoler, med henblik på at vise eleverne muligheder
  5. At samarbejde med andre vandsportsforeninger

Velkommen indenfor

Første step i klubbens overlevelsesplan var at udvide synligheden og åbne fællesskabet op for nye og kommende medlemmer. Her blev skiltet på indgangsdøren et tydeligt tegn på den kultur, der indtil videre ufrivilligt havde hersket på havnen i Stubbekøbing.

På det gamle skilt stod der ’Sejl og motorbådsklubben Grønsund - kun for medlemmer’.

­– Hvis nye mennesker forvildede sig ned på havnen, sad man herinde i klubhuset og talte om, hvad de mon lavede her. Selvom det absolut ikke var af ond vilje, så bar kulturen præg af, at vi lukkede os om os selv. Det var jo netop det, det gamle skilt var et tydeligt eksempel på, fortæller klubbens næstformand Mads Hansen.

Derfor blev det som det første efter konferencen skiftet ud med et nyt et af slagsen. Her stod der i stedet ’Sejl og motorbådsklubben Grønsund – velkommen indenfor’.

Mentorordning for nye sejlere

For at give nye medlemmer den bedste start på livet i klubben, har Grønsund etableret en mentorordning. Når et nyt medlem begynder, er det mentoren, der tager imod, viser rundt og introduceret livet i klubben.

– Det fungerer virkeligt godt. På den måde kender man som nyt medlem allerede nogen i klubben, og når vi mødes til sociale arrangementer, føler man sig ikke alene, forklarer næstformand Mads Hansen.

Tidligere var det også det enkelte medlem, der selv arrangerede op- og nedtagning af båden, men også det har de nu valgt at udbyde i fællesskab.

– Som ny sejler har man måske ikke prøvet at tage en båd på land før, og ved måske heller ikke, hvem man skal gå til. Derfor gør vi det nu samlet for dem, der vil være med. På den måde kan vi dele erfaringer og hjælpe vores uerfarne medlemmer.

Synlighed giver kendskab

Siden har synlighed i lokalsamfundet været højt på dagsordenen i klubben. Uanset om det handlede om sejlrelaterede aktiviteter eller bare at skabe nytteværdi i det lille lokalmiljø.

Klubbens medlemmer har blandt andet gjort udendørsarealerne kørestolsvenlige for byens plejehjemsbeboere, som er begyndt at bruge havnen som yndet udflugtsmål. De har ansøgt – og modtaget – penge til at etablere en kørestolslift på broen, som allerede er i drift, og de har stillet klubhuset til rådighed som test- og vaccinationscenter for byens borgere.

– Foruden at tjene et godt formål, har det haft en stor betydning for os, at eksempelvis coronaindsatsen har været lokaliseret hos os. Når nogle i byen er blevet vaccineret hernede, er de gået hjem og fortalt, at de har været nede i sejlklubben og få stikket. Så har vi allerede fået placeret et kendskab rundt om middagsbordet til vores forening. Hvis ingen kender os eller ved, vi eksisterer, får vi ingen nye medlemmer. Derfor er det en meget bevidst strategi at forsøge at være så synlige som muligt i byen, forklarer Finn Jørgensen.

SUP tiltrækker de unge

Et andet aspekt, der i den grad har tiltrukket nye og yngre medlemmer til Grønsund, er SUP. De første fire boards er på få sæsoner vokset til 20, mens antallet af medlemmer er steget til 49 i SUP-afdelingen, heraf er 25 af dem unge under 18 år.

SUP-aktiviteter har tiltrukket en hel ny målgruppe til Grønsund.

Det var egentlig lidt af en tilfældighed, der fik Grønsund på sporet af SUP. En fra bestyrelsen havde hørt nogle tale om det og foreslog på et bestyrelsesmøde, om det måske kunne være noget, og i Grønsund er der ikke langt fra ide til handling.

Med støtte fra Nordeafonden samt puljemidler fra Guldborgsund Kommune indkøbte klubben de første boards, og der blev organiseret træning med instruktører mandag og onsdag. Siden er aktiviteten i klubben kun vokset, forklarer kasserer Per Thomsen.

– Vores SUP-afdeling er kommet op at stå, uden at det har kostet os ret mange penge. Det har givet et fantastisk liv i vores klub, fordi det har tiltrukket både børn og unge og familier. Samtidig håber vi, at vi kan inspirere nogle af dem til også at prøve kræfter med livet som bådejer, forklarer han.

Faktisk er det allerede lykkes. For nyligt købte endnu en af SUP’erne en båd, som han nu bruger flittigt med sin kone og fire børn.

Alle er del af forandringsprocessen

Fra at have været tæt på at dreje nøglen om, er Grønsund nu en klub i vækst. Foreningen har opnået det meste af de punkter, de satte sig for, og nu er tiden snart kommet til at lægge nye planer og gøre status.

Så snart corona er helt væk, vil de derfor gennemføre en ny undersøgelse og lægge nye femårsplaner for klubben.

­– Fra at have siddet i klubhuset med korslagte arme og ikke kunnet forstå, hvorfor folk ikke kom herned, har vi nu altid kaffe på kanden og en dør, der står åben. Vi har arbejdet meget med vores åbenhed og er blevet meget opmærksomme på at italesætte den kultur, vi ønsker – også overfor medlemmerne. Det har gjort, at klubmedlemmer, der før stod for en negativ omtale af sejlklubben, faktisk er blevet nogle af vores bedste ambassadører. Det er lykkes, fordi vi hele tiden har haft medlemmerne med i forandringsprocessen. De har fået et ejerskab til politikken på samme måde som os i bestyrelsen, og det er altafgørende, hvis man ønsker at skabe en forandring, fastslår Finn Jørgensen.

.
Rul til toppen

Læs mere