I Viborg er ben ikke afgørende for et godt sejlerliv
Det kræver ikke millioner af kroner for at hjælpe personer med handicap på vandet. Der er blot brug for en håndfuld gode frivillige.
Det skal ikke være førligheden i benene, der afgør, om man kan komme på vandet. Sådan har det været i Viborg Sejlklub siden slutningen af 1980’erne, hvor den lokale sø, Søndersø, har været hjemsted for klubbens afdeling for de handicapvenlige 2.4 meter både.
Hver tirsdag hjælper frivillige fra klubben med tilrigningen, så patienter fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade kan komme ud af kørestolen og ud på vandet.
Det kan være lidt af en operation. Mange har heldigvis selv så meget førlighed, at de kan komme ned i bådene uden hjælp, men nogle få skal løftes ned ved hjælp af en speciel kran.
Det fortæller Jan Fig, der er formand for klubbens 2.4 meter udvalg.
– De skal også have tilladelse fra overlægen. Vi kan jo lave en grusom ulykke, hvis vi kommer til at hive forkert i en sejler, der er for dårlig, fortæller han.
Sejlklubben ligger egentlig ude ved Hjarbæk havn. Men bådene har hjemme på en bro lige neden for centeret, hvor patienter fra hele Vestdanmark kommer til genoptræning efter eksempelvis en brækket ryg.
Hvis ikke sejlerne selv finder ned til broen, går Jan Fig gerne en tur op til aftensmaden og spørger, om der er nogen, som kunne tænke sig en tur på søen. Enten alene eller i en lidt større båd, som også er handicapvenlig, selv om det er et ord, de sjældent bruger.
– Vi kalder det faktisk ikke handicapsejlads. Vi kalder det sejlads for alle, som han siger.
Inspiration til indretning af havneanlæg
For mennesker med funktionsnedsættelser er havnens og klubbens arkitektur og indretning afgørende.
Bliv klogere på, hvordan din klub kan sikre gode forhold for sejlere med fysisk handicap her.
Et sted at mødes
Flere af sejlerne har været ude for trafikulykker, men én, som særligt har gjort indtryk på Jan Fig, var en tidligere faldskærmsudspringer. 100 spring var gået godt, men nummer 101 resulterede i en ulykke, hvor han brækkede ryggen.
Der var det fedt at mærke, hvordan man kan give folk en ny hobby og vise hvordan, man stadig kan være aktiv, selvom man har været ude for en ulykke, forklarer han.
– På sådan nogle dage mærker man lige humørtermometer stiger ti grader, siger Jan Fig.
Udover at hjælpe andre er han glad for det fællesskab, de otte frivillige i klubben har sammen.
– Jeg kan godt lide at komme ned og snakke med de andre rødder nede i klubben siger han.
Et anker er vigtig for aktiviteten
Lige nu er de otte mand, de fleste pensionerede, som sørger for, at der er sejlads fast hver tirsdag. Selvom han officielt står som leder af afdelingen, er Jan Fig ikke meget for at give ordre:
– Primusmotoren er vigtig, ellers går tingene lige så stille i stå. Men jeg giver hele tiden folk mulighed for at komme med input til, hvad der skal ske, netop for at de andre skal synes, det er positivt at komme ned og være med, siger han.
Og når gruppen mødes uge efter uge, så viser det, at den strategi er den rigtige.
– Det viser jo bare, at det er hyggeligt at komme ned og give en hånd med. Ellers gjorde de det jo ikke, siger Jan Fig.
