Klubformand: Sejlsport skal være for alle

Få to gode eksempler på, hvordan klubber laver socialt arbejde, og hvorfor de bruger kræfter på at åbne fællesskabet op for lokalsamfund

Af: Thor Malthe Andersen - senest ajourført d. 13. december 2021

Da Mogens Houmann Hansen overtog posten som formand for Odense Sejlklub, stod klubben på kanten af en ny begyndelse.

Klubben manglede det samlingspunkt, som hidtil havde været Fyn Rundt fra Korshavn, en af landets største og mest traditionsrige kapsejladser.

– Den generation, som skulle tage over, var der bare ikke. Vi stod derfor og skulle finde et projekt, der kunne samle klubben igen, fortæller han.

Men hvad skal der til? Og hvem skal det være til nytte for? Det var svært at blive enige om, men Mogens Houmann Hansen havde en vision.

– Jeg ved godt, det er naivt at drømme om, men jeg vil gerne have sejlsport til at være hvermandseje, siger han.

Derfor fik han stablet et projekt på benene, som skulle være med til at få socialt udsatte børn og unge med ud på Odense Fjord. Unge, som ellers ikke ville vælge sejlsporten, hvilket der i formandens øjne var en særlig grund til. For han har altid set sejlklubberne som lidt af en ’lukket fest’. Traditionelt har det været det bedre borgerskab, som havde midlerne, lysten og lidenskaben til at sejle.

– På den måde ser jeg lidt sejlsport som den hvide mands sport, hvor det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt man skal bruge penge, det er bare et spørgsmål om, hvor mange, siger han.

Det kræver meget arbejde i klubben

Lidt længere fremme i en lignende proces var de i 2019 i Horsens Sejlklub.

Her havde nuværende formand Peter Bjerremand Jensen i nogle år været mentor for en gruppe unge på kanten af arbejdsmarkedet.

En idé blev til et konkret projekt og et samarbejde med kommunens jobcenter, så en gruppe unge jobsøgende gennem en periode kom på vandet og fik styrket deres selvtillid og samarbejdsevner.

For Peter Bjerremand Jensen var det netop målet.

– Jeg tænkte det primært ud fra, at det ville være fedt at kunne hjælpe nogle mennesker. Sådan et projekt kræver lidt mere end bare at bede folk om at møde op klokken 17.30 til aftenkapsejlads, siger han.

Læs mere

Læs mere om Odense Sejlklubs projekt 'Vindskift.

Læs mere om projekt 'Sejl & Vind i Horsens Sejlklub. 

Flere lykkedes efterfølgende med at komme i job. Men projektet var samtidig en øjenåbner for klubben som helhed, hvor meget arbejde det kræver at lave et tilbud til folk, hvor gejsten og passionen for sejlsport ikke er til stede lige med det samme.

– Det var på mange måder nogle rigtig belastede unge, vi havde med. Så det var til tider svært at få dem med ud i bådene, siger han. 

Derfor er hans første råd til klubber, som har lyst til at gøre noget lignende, at de skal tænke sig godt om i forhold til setuppet:

– Der er det blandt andet helt afsindig vigtigt, at det er nogle kompetente instruktører, man har med, fastslår han.

En forpligtelse til at bidrage

På samme måde er det vigtigt, at man vælger sin samarbejdspartnere med omhu. I Odense Sejlklub kuldsejlede projektet i første omgang, fordi man ikke kunne finde de rigtige unge til projektet.

Der stod ellers over tyve skippere fra klubben klar til at tage imod dem.

Men har ikke slået Mogens Houmann Hansen ud af kurs. Nu har han fundet en samarbejdspartner i kommunen, som han mener kan hjælpe projektet fremad.

Et samarbejde, der giver rigtig god mening. For det er vigtigt for ham at bruge klubben til at skabe noget godt for kommunens unge.

– Vi får penge af det offentlige til at drive vores klubber. Deri ligger der også en forpligtelse til at bidrage til det lokalsamfund, som jo i virkeligheden betaler klubben for at tage sig af deres børn og unge, siger han passioneret.

I Odense Sejlklub har det dog også krævet nogle lange diskussioner internt i bestyrelsen at nå hertil. Det er nemlig ikke alle medlemmer, der mener, at sejlklubben er det rette sted at kæmpe en social kamp. Men det er Mogens Houmann Hansen helt uenig i.

– Til forskel fra håndbold og fodbold kan man dyrke sejlsport hele livet. Derfor skal vi også rumme mange flere generationer. Det er en udfordring, men også det ekstremt positive i sejlsport, siger han.

Peter Bjerremand, formand for Horsens Sejlklub.

Ændrer synet på klubben

Samtidig kan der også være en stor værdi på bundlinjen i det sociale arbejde for klubben. Det oplever de i Horsens, hvor Peter Bjerremand Jensen ikke helt kan lade være med også at tænke økonomien med ind over, nu hvor han kan se tilbage på deres jobprojekt:

– Vi har en masse gode sponsorer i klubben. Nogle kan enormt godt lide eliten, mens andre godt kan lide det sociale arbejde, siger han.

Sådan er det også med kommunen, mener formanden i Odense Sejlklub, Mogens Houmann Hansen, der peger på, at det sociale arbejde har en betydning for sejlklubbens ry og deraf muligheder i lokalmiljøet.

– Kommunen ser os som noget andet og mere end nogle, der bare får en bunke penge en gang om året. Vi er i stedet en aktiv medspiller for kommunen.

.
Rul til toppen

Læs mere

Bliv klogere på, hvordan du arbejder med sociale projekter i foreningsregi.