El om bord

Installation af belysning

Hvilke lyskilder du vælger er afgørende for hvor meget strøm du trækker fra batteriet. Der er store fordele ved at skifte til LED lyskilder i stedet for de ældre glødepærer.

Af: Jens Koch - senest ajourført d. 19. november 2019

I de fleste både er der installeret lys, dette kan være belysning af instrumenter, lys til at orientere sig med, og selvfølgelig lanterner.

Al den energi, som dette lys kræver, kommer fra bådens akkumulator, og er dermed en belastning af denne. Når motoren kører, eller man er tilkoblet landstik, så er det naturligvis ikke så stort et problem, men ved sejlads for sejl, eller når man ligger for svaj, så er der kun akkumulatorerne, der kan forsyne lampestederne med energi.

Det er et større problem, end man måske umiddelbart er klar over, men de forskellige lyskilder kræver faktisk en del watt, og hvis man adderer de lyskilders forbrug, man gerne vil have kørende, bliver man overrasket.
Det normale er, at man har installeret enten glødelamper eller lysstofrør.

F.eks: Man har lys ved pantryet, over bordet og et par steder mere. Så kommer men let op på 120 watt (pantry 40 watt, to lamper, kortbord 20 watt, pantrybord 20 watt, læselampe 20 watt, ankerlys 10 watt, og diverse øvrige lys 20 watt), som svarer til 11 ampere (ohms lov). Hvis man så også har et køleskab på. eksempelvis 50 watt (dette kører ikke hele tiden, men måske den halve tid, afhængig af udetemperaturen) så kan man addere 2 ampere, således at man er oppe på 13 ampere.

Har man en akkumulator på eksempelvis 100 amperetimer (AH), så kan den forsyne disse lyskilder i ca 7.6 timer, som er teoretisk, i praksis vil det være 5 timer, idet man ikke må dybdeaflade en blyakkumulator. Hvis man har Gel batterier (endnu bedre, de nye AGM batterier), så kan det forsvares, idet disse har langt flere battericycles at tage af.

Dette rækker ikke langt, hvis man ikke skal i havn, men har lyst at blive liggende for svaj eller sejle videre til næste svajeplads.

Under kapsejlads kan det også være kritisk. Jeg var for en del år siden med i en kapsejlads fra Kolding og Samsø rundt. Jeg havde en af de første trimaraner, som Quorning byggede, en Trident 27. Da de langsomste både blev sendt af sted først og de hurtige til sidst, blev flerskrogsbådene sendt til sidst. Starten var sen eftermiddag, hen på eftersommeren, og det blev mørkt, da vi nærmede os fyret syd for Samsø, som vi skulle runde. Vi sejlede for en agten for tværs, god vind, så vi var oppe på ca 14 Kn, altså næsten den dobbelte hastighed som kølbådene. Vi havde et hyr med ikke at sejle op i disse, da halvdelen af dem sejlede uden tændte lanterner! Ikke godt, vi burde have diskvalificeret dem, men gjorde det ikke. Vi selv havde lanterneførelsen i orden.

Et andet problem er sikkerheden

Nogle af lampestederne i moderne både er forsynet med halogenpærer. Det burde faktisk være forbudt. Disse pærer har et godt lys, javel, men de bliver meget varme, og er en latent fare for brand om bord. Hvis ikke man sørger for en ordentlig afkøling ovenover disse lampesteders sokler, så har man lavet sig en tikkende brandbombe!

Som det kan ses af billederne, har jeg dækket en halogenpære med papir. Et minut efter at lampen er tændt, så er papiret ved at brænde. Jeg ved selvfølgelig godt, at ingen vil finde på at putte papir op i en halogenlampe, men det skal blot vise, hvor varme pærer er. Det er en 20 watts pære der er brugt i forsøget.

Men, i dag er der faktisk råd for at begrænse strømforbruget med næsten en faktor 10, når det drejer sig om belysning!

LED pærer 

Man kan i dag få lysdiodepærer til alle sokkeltyper. Der er kommet en ny generation, som hedder SMD dioder (Surface Mounted Device). Disse har et kraftigere lys end de gamle LED dioder. De fås i mange forskellige udgaver, og passer til alle gængse sokler, lige fra almindelige fatninger til halogenfatninger. Mange af dem er beregnet til biler, og har dermed en elektronikenhed bygget ind i fatningen der gør, at det er ligegyldigt hvordan man polariserer dem, så lyser de. Dem der ikke har det, skal man blot vende rigtigt, for at få dem til at lyse. Hvis man vender dem forkert, så lyser de ikke, men de bliver heller ikke ødelagt.

SMD findes naturligvis i forskellige farver, ud over varm hvid, fås de også i kold hvid, men vælg ikke dem. Der findes også røde og grønne, som det kan ses af fotoet.

Man skal vælge autopærere eller diodepærere med intern spændingsregulering, begge dele er opfyldt i de viste udgaver - dette for at være sikker på at pærerne kan klare 14.4 volt ved opladning af akkumulator.

Alle SMD dioderne har en levetid liggende over 20000 timer, så de har en betydelig længere levetid end almindelige glødelamper.

Da de har et væsentligt lavere strømforbrug, er det en aflastning af ledningsnettet. Og de udgør naturligvis ingen brandfare.

Der findes også SMD som er monteret på et fleksibelt bånd, dette er vandtæt, og kan købes i op til 5 meters længde. Man klipper det blot af i den længde man ønsker, og lodder ledninger til enden, hvorefter man klæber det op. Bagsiden er forsynet med 3M tape, og det holder fint.

Jeg har skiftet alle mine indendørs lamper ud med disse SMD lyskilder. Ankerlyset er også skiftet, og den lyser med en lysstyrke, som er bedre end den glødepære, der sad der i forvejen (SMD pærerne kan monteres direkte i samme sokkel som halogen pærerne). Ligeledes har jeg skiftet dæksbelysningen, og nu kan man have dem tændt, uden at tænke så meget over forbruget.

Ved pantryet har jeg monteret "tape-SMD" - dette giver en meget fin indirekte belysning.

Så hvis vi benytter samme eksempel som ovenfor, får man nu med SMD lys et forbrug på 2 ampere, og stadig 2 ampere til køleskabet, således at det i alt er 4 ampere.

Driftstimerne på akkumulatoren er således 25 til 30 timer, og altså ingen problem med at have lys på i et par nætter, uden at lade på akkumulatorerne. Man har jo ingen lys på om dagen.

Med hensyn til lanternerne, så kan man vælge samme SMD pærer, men da de enkeltvis ikke er godkendt til dette formål, så er det sikrest at købe de godkendte armaturer, hvor der er indbyggede lysdioder. Disse er ret dyre, men hvis man sejler meget for sejl om natten, eksempelvis kapsejlads, så vil jeg anbefale det. Hvis man sejler for motor om natten, så kan man blot beholde sine gløde lanterne pære, da motoren jo lader samtidig.

Da udviklingen går fantastisk stærkt indenfor dette område, så er det ikke sikkert at man kan købe de sidste nye SMD dioder hos den lokale bådudstyrsforretning, men på nettet er der mange muligheder.

Rul til toppen

Se også: