Elektrisk varmeblæser eller radiator til båden
Elektriske varmeapparater er billige at anskaffe og nemme at bruge. Her guider vi til at vælge en varmeblæser eller radiator, der er sikker og varmer godt.
Elektriske varmeapparater er billige at anskaffe og nemme at bruge. Her guider vi til at vælge en varmeblæser eller radiator, der er sikker og varmer godt.
Elektriske varmeblæsere og el-radiatorer har en lang række fordele, der gør dem populære hos sejlere. Mange andre varmekilder kræver en kompliceret installation. En el-radiator eller en varmeblæser skal bare tilsluttes og tændes - så er der varme.
En varmeblæser kan typisk varme med mellem 500 og 2000 watt. Ved maksimal effekt svarer det til ca. 60 fyrfadslys.
Elektriske varmeapparater har dog også to store ulemper. Alle elektriske varmeapparater kræver strøm - meget strøm. Det betyder, at de kun kan bruges, når båden er i havn og du er forbundet til landstrøm. El er ikke gratis og derfor kan det være forholdsvis bekosteligt at varme båden op med el-varme.
Når du ikke skal varme båden op i længere perioder, er en elektrisk varmeblæser en rigtig god løsning. I ydersæsonen tager en varmeblæser hurtigt toppen af kulden og giver en jævn og behagelig temperatur i båden. Varmeblæseren er også god, når du arbejder på båden om vinteren og har brug lidt varme om læ.
En stor fordel ved varmeblæsere er, at de kan 'peges' i den retning, hvor der er behov for varmen. Det kan være der, hvor du sidder eller måske skal den varme luft ledes forbi det våde sejlertøj, der skal tørre. Ved reparationer i de kolde måneder kan en varmeblæser også bruges til, at give nok varme til, at et eller andet kemisk produkt kan hærde eller tørre. Den elektriske varmeblæser er et meget alsidigt og brugbart varmeapparat.
Vær opmærksom på at nogle havne og sejlklubber har forbud mod brug af varmeblæsere. Det skyldes brandfaren og belastningen af elnettet på havnen. Tjek havnereglementet, der hvor du er, før du benytter en varmeblæser.
1 kilowatt time koster ca. 2,50 kroner, når du køber den hos dit elselskab, men mange havne tager lidt mere end det. Her regner vi med en pris på 3 kroner per kilowatt time.
24 timers brug ved 1 kilowatt effekt koster: 24 timer x 1 kilowatt x 3,00 kroner = 72 kroner i døgnet.
Er der så koldt, at du må køre varmeblæseren ved 2 kilowatt, bliver prisen det dobbelte - 144 kr. i døgnet.
En varmeblæser med termostat vil slå til og fra, så den kører ikke hele tiden. I de koldeste måneder er det en god tommelfingerregel, at det koster 50 - 100 kroner i døgnet at varme salonen op i en 30 fods båd.
Det er ikke ligegyldigt, hvilken varmeblæser du vælger. Der er en række funktioner og sikkerhedsforanstaltninger, der er vigtige, når blæseren skal benyttes i en båd.
Der findes to typer elektriske varmeblæsere. Den gammeldags og billige udgave, hvor varmen genereres af en glødetråd og så den nyere type med et keramisk varmeelement.
Typerne med glødetråd kan ikke anbefales. De virker ved, at varme en metaltråd op til den bliver rødglødende og så blæse luft henover tråden. Det giver hurtig varme, men den rødglødende tråd udgør også en stor brandfare.
På en varmeblæser med et keramiske varmeelement, er der ikke noget der gløder. I stedet bliver varmen fordelt i et keramisk element med større overflade. Den samme varmeeffekt opnås uden, at der er samme fare for brand. Derfor er en keramisk varmeblæser et langt mere sikkert valg.
En båd vipper og så kan en varmeblæser nemt vælte. Det kan også være, at du støder til den uden at opdage det. Lander den med fronten ned i noget, der er let antændeligt (papir eller stof), kan der opstå brand.
Hvis du vælger en varmeblæser med 'væltesikring', slukker blæseren automatisk, hvis den vælter. En væltesikring er en lille kontakt i bunden af blæseren, der slår fra, så snart den ikke står lodret. Det er smart og øger sikkerheden.
De mest simple varmeblæsere har ofte blot to trin - høj eller lav effekt. Det er som regel for ufleksibelt. Langt bedre er det, hvis varmeblæseren er termostatstyret, så den selv tænder eller slukker alt efter den temperatur, der er i rummet. Med en termostat sætter du temperaturen, til det du finder behageligt og så gør varmeblæseren hvad den kan for at holde den temperatur.
På en mindre båd, kan der hurtigt blive for varmt, når du sætter en varmeblæser til. Flere varmetrin, hvor der også er et lavt trin (måske 500 watt) eller trinløs varmeregulering er en fordel, når det handler om lige at tage den værste kulde på en kold sommeraften.
Ud over at kræve landstrøm er støj måske den største ulempe ved varmeblæsere. Skal du sove ombord, bliver det ekstra vigtigt at blæseren er stille. Vær opmærksom på hvor meget blæseren støjer, når du vælger.
På nogle modeller kan blæserhastigheden sænkes (i takt med varmeeffekten). Det kan give en markant støjreduktion.
Der findes to typer el-radiatorer. Panelradiatorer og olieradiatorer. Panelradiatorerne kender du sikkert fra sommerhuse. De er lavet af tynd plade og er som regel fastmonterede.
Fastmonterede panelradiatorer er efterhånden et sjældent syn i både. De fylder og de fylder også hele den del af sæsonen, hvor der ikke er brug for dem. Derfor vælger de fleste en mobil olieradiator, der kan bringes ombord, når kulden sætter ind. Der findes mindre olieradiatorer, der godt kan stuves af vejen under sejlads, men mange benytter nok primært en olieradiator i ydersæsonen i egen havn eller under småture.
Den største fordel ved en el-radiator frem for en varmeblæser er, at den er lydløs. Det er en stor fordel, men nok også den eneste.
Ulemperne er flere. En olieradiator fylder en del, særligt hvis den skal yde en høj effekt. De små modeller, der er til at håndtere har typisk en lav effekt på ca. 500 watt. Det er en fjerdedel af en typisk varmeblæser, der yder 2000 watt og fylder væsentligt mindre.
En anden ulempe ved olieradiatorer er, at varmen ikke fordeles særligt godt i båden. Varmen fra radiatoren stiger opad. Det meste at varmen går op mod ruffet (bådens tag) og afkøles der. Der kan nemt være fodkoldt og varmt øverst i båden, når radiatoren er tændt.
Ulemperne til trods er en elektrisk olieradiator rigtig god, hvis du har plads til den og gerne vil sove i stilhed.