Silas Søgaard: 'I det mindste kan jeg da styre en båd'

25-årige Silas Søgaard fra Hedensted havde ikke sat sine ben på en båd, før han pludselig stod på en af Horsens Sejlklubs J70’ere.

Det gyngede, og den unge mand var helt sikker på, at den lille kølbåd nok skulle nå at både kæntre og synke, så snart de slap fortøjningerne.

– Jeg tænkte bare; Glem det! Jeg skal ikke ud at sejle, jeg kan ikke lide vand, jeg kan ikke lide både, jeg har angst. Det her kommer til at gå helt galt, husker han.

Silas Søgaard var som 23-årig en del af en gruppe unge, der var med i projektet ’Sejl & Vind’, som Horsens Sejlklub i 2019 havde stablet på benene sammen med kommunens jobcenter.

Målet var at give de unge en succesoplevelse, de kunne tage med sig i deres søgen efter en plads på arbejdsmarkedet. For Silas Søgaard var det nødvendigt.

For som han selv beskriver det, havde han været en del af kommunens ’system’, siden han gik ud af niende klasse.

En sejr til vands

Med diagnoser som angst og ADHD var Silas Søgaard sikker på, at sejlturene ville udvikle sig til en fiasko på samme måde som hans tidligere forsøg på at tage en uddannelse.

Men da sejlene fyldte, viste det sig til hans store overraskelse, at han ikke var den, som var mest bange.

– Jeg var helt sikker på, at alle de andre skulle tage sig af mig, fordi jeg havde fået et angstanfald i det sekund, jeg trådte ombord. Men det skete slet ikke. Derfor kunne jeg i stedet tage rollen som den, der bakkede nogle af de andre op, siger han.

En oplevelse, han beskriver som en kæmpe succes.

Nu fik han en plads ombord, hvor han kunne tage ansvar og være en del af et hold - og med stolthed kalde sig selv for sejler.

– Før tænkte jeg, at jeg ikke rigtig kunne finde ud af noget. Nu kan jeg i det mindste styre en båd, fortæller han.

Uge efter uge kom Silas Søgaard og de andre unge ud på fjorden for at sejle. Det gav ham ikke mindst noget at fortælle om, hvis han mødte nye mennesker, som spurgte, hvad han gik og lavede.

– I stedet for at skulle forklare, at jeg gik hjemme, og at det måske var tre uger siden, jeg havde været i skole, kunne jeg i stedet sige, at jeg var begyndt at sejle, siger han.

Selvom det kan lyde som en lille sejr, at man har noget at fortælle, gav det en form for gåpåmod til det videre forløb på jobcentret.

Man er nødt til at blive i det

Der er noget specielt ved samarbejdet på en båd. Hvis ikke alle arbejder sammen og deltager, kommer man ikke fremad.

Der er heller ikke mange steder at gemme sig, hvis det bliver lidt ubehageligt. Man er tvunget til at blive på båden og hjælpe til, indtil båden ligger fortøjet ved broen igen.

Det lærte Silas Søgaard af kurset på Horsens Fjord. Senere blev det et mantra, han brugte, da han kom i et praktikforløb i en virksomhed.

– Det er jo rigtig godt at vide for sådan en som mig, der altid stopper, inden det når at blive godt, fordi jeg har det dårligt eller har angst eksempelvis, forklarer han.

De første to uger i praktik beskriver han som forfærdelige, fordi han kæmpede med angstanfald og manglede troen på sig selv. Alligevel holdt han ved. Blandt andet på grund af sejladsen.

– Jeg forestillede mig, at jeg var ombord på en båd. Der er det bedste, man kan gøre bare at være i det og få det bedste ud af det, siger han.

Det gav bonus. Nu er der gået flere år, men Silas Søgaard er stadig i den samme virksomhed, som sejladsen gav ham styrken til at komme ind i.

– Fysisk kan man ikke komme væk fra hinanden, og man kan heller ikke komme væk fra den - til tider - meget skræmmende båd. Jeg kan ikke forestille mig en anden sport, hvor sammenholdet er så vigtigt som i sejlsport.

Sejladsen, vandet og samarbejdet. Silas Søgaard er ikke i tvivl - det var sejlsporten, der hjalp ham på rette vej.