Ungdomsleder: ’Vi overser pigernes behov i ungdomsårene’

 Da Kirsten Just Mikkelsen overtog ansvaret for ungdomsafdelingen i Grenå Sejlklub i 2015, var der ét barn. Hendes egen datter. I dag er de ti, så afdelingen er stadig lille, men dog væsentligt større end dengang. Men netop sårbarheden ved at være en begrænset flok betyder, at hun gennem årene har gjort sig mange tanker om, hvordan man fastholder de yngste i klubben.

– Vi har en meget lille afdeling, så jeg tager det tungt, hver gang vi mister en, som hun siger.

For to år siden forlod fem børn klubben på samme tid. To af pigerne var meget dominerende, og da de stoppede, fulgte tre andre med.

– Når jeg sejlede med de to piger, var de meget afvisende overfor kapsejlads. De gad det ikke. Som konkurrencesejler havde jeg selv meget svært ved at forstå det, og jeg anede ikke, hvordan jeg så skulle aktivere dem. Det var jo det, vi hele tiden trænede op imod.

Resultatet blev, at pigerne stoppede og med dem, drengene, de gik i klasse med.

Omklædningsrummet er vigtigt

Et af de underprioriterede områder af sporten, hun gennem tiden kan se, har fyldt hos pigerne, er omklædningsrummet. Det kan måske lyde sært med et fokus på tøjskifte, men for pigerne er det fysiske rum med plads til, at venskaber kan udfolde sig, vigtigt, siger hun.

– Nogle af mine fejl har været, at jeg har fokuseret for meget på det sportslige og ikke det sociale. For de piger, der stoppede, var omklædningsrummet et vigtigt rum, hvor de hyggede sig med at sætte hår på hinanden og grine sammen. På den måde er omklædningsrummet et udgangspunkt for den sociale lim, der er afgørende for, at pigerne har lyst til at komme til træning. Der har vi måske haft mere fokus på at komme på vandet og få noget ’ud af træningen’.

I foråret deltog hun på konferencen ’Fastholdelse af piger i foreningslivet’, som Københavns Kommune stod bag. Her blev det tydeligt for hende, at de fleste andre sportsgrene også kæmpede med samme udfordringer i forhold til at fastholde pigerne i de respektive sportsgrene.

– Det er selvfølgelig delvist vores egen skyld, at pigerne stopper igen. Men vi skal også kigger på statistikkerne, der viser, at de shopper meget rundt mellem idrætsgrenene. Samtidig er vi nødt til at finde ud af, hvad vi så gør for at komme videre og skabe et miljø, der kan fastholde pigerne hos os, siger hun.

Nogle af pointerne fra konferencen var blandt at skabe kvalitet frem for kvantitet i træningen, sikre tydelige kvindelige rollemodeller og et stærkt fællesskab. Ansporet af oplægget fik hun derfor lyst til at prøve et nyt koncept af. Et, der kun havde fokus på klubbens tre pigesejlere, og som skulle forsøge at dyrke relationerne mellem dem og andre pigesejlerne i nærområdet.

Fællesskab med naboklubben

Derfor har hun nu taget initiativ til at afholde en særlig pige-camp i samarbejde med naboklubben i Hou. Målet er at skabe en god dynamik på tværs af pigegruppen, så de har et større fællesskab, når de mødes til stævner.

– På campen kan vi få et indblik i, hvad, det er, pigerne gerne vil. Det kan være svært i hverdagen ude på banen, hvor der er tryk på. Samtidig kan vi styrke pigernes indbyrdes relationer, så de kender hinanden, når vi næste gang skal til stævne, forklarer hun.

Campen bliver afholdt medio juni, hvor 18 piger deltager. 15 fra Hou og tre fra Grenå, og programmet bliver en blanding af sejlads og hygge, forklarer hun.

– Vi skal sikre god plads til pigerne, og til at det sociale kan blomstre. Det vigtigste er, at vi lykkes med at skabe en god dynamik i pigegruppen. Derfor kommer vi også til at lave meget andet end at sejle. Måske skal vi spille kort, bipbip-spil eller øve Stand Up Paddle ved stranden.

Kritik af pigecamp

Det er dog ikke uden udfordringer, når man vælger at afholde et særskilt pigearrangement. Under planlægningen har Kirsten Just Mikkelsen mødt skepsis i forhold til ikke at inkludere drengene i campen. En kritik, hun forstår til fulde, siger hun.

– Principielt er det mig meget imod. Jeg har aldrig selv prøvet at sejle i rene pigebåde og er aldrig gået op i kønnet på dem, jeg sejler med. Men jeg kan på den anden side også konstatere, at vi overser pigernes behov i ungdomsårene og indirekte fokuserer på drengene. Ikke bevidst, men fordi de vil det samme, som os. Nu prøver vi konceptet af og ser, hvordan det går. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at se, hvad der kommer ud af det.